Astrid Ø. Sørensen
160 km. Det er halvdelen af Jyllands længde fra Skagen til den tyske grænse. Det er ikke langt fra at være fire maratonløb. Det tager flere timer at køre den distance i bil på landevej. Med andre ord: Det er virkelig langt. Den distance skal Charlotte Høllede Ørtoft Rosenbeck og Aarupgaards Medina tilbagelægge, hvis de vil gennemføre VM-mesterskabsklassen, når de rejser ned for at kæmpe om medaljerne til VM i distance i september.
Ikke siden 2016 har en dansk hest gennemført en 160 km distance, men det ændrede sig, da Charlotte og Medina i maj måned gennemførte og endda vandt en international 160 km distanceklasse i Norge. Dermed var kvalifikation i hus til dette års VM, der finder sted i Monpazier i Sydfrankrig den 7. september.
Charlotte har ejet Medina, siden hun var føl, og hun har selv tilredet den nu 13-årige hoppe. De har bevæget sig op gennem klasserne sammen og skal nu deltage i deres første store mesterskab sammen i Monpazier.
– Vi glæder os helt vildt til hele oplevelsen med al den læring og erfaring, der kommer med at deltage i så stort et event som førstegangsdeltager. Vi håber på en solid gennemførelse, som vil være målet for vores første store mesterskab, fortæller Charlotte til Dansk Ride Forbund.
Et godt hold med på turen
Uden alle de vigtige personer i kulissen går det sjældent, og Charlotte og Medina skal heldigvis heller ikke afsted på egen hånd. Både Charlottes mand, Michael Rosenbeck, der også agerer groom samt groom og chef d’equipe Rikke Arkesteijn, der selv er en rutineret distancerytter, rejser med. Ligeledes gør groom nr. 3, Nicoline Bisgaard Jørgensen. Det bliver altså med et godt hold i ryggen, når den danske distanceekvipage den 7. september sendes ud på de 160 km i det sydfranske terræn.
Kilde: Dansk Ride Forbund