Annika Knudsen Lorentsen
Longines Global Champions Tour 2023 er i fuld gang, og i denne uge er tiden kommet til afdelingen i London, Storbritannien.
Det er sæsonens 12. stævne i Longines Global Champions Tour og Global Champions League, og efter London venter yderligere to inden finalen i Riyadh og det efterfølgende stævne Prague Playoffs, som slutter sæsonen.
I London er der tilmeldt mange spændende ekvipager, og blandt de ryttere der kommer til start er danske Andreas Schou, som er tilmeldt med hestene I Know e. Arezzo VDL/ Hors La Loi og Billy Matador e. Billy Mexico/Animo. Han er i år med på et Global Champions League-hold, Istanbul Warriors, som han har repræsenteret med succes flere gange tidligere i sæsonen.
Andreas har indtil nu haft en særdeles succesfuld sæson, og han er flere gange blevet topplaceret i Grand Prix ved netop Longines Global Champions Tour-stævner.
I London møder Andreas konkurrence fra udenlandske navne som tyske Christian Ahlmann, britiske Scott Brash, belgiske Niels Bruynseels, franske Simon Delestre, svenske Peder Fredricson, østrigske Max Kühner og brasilianske Yuri Mansur.
Stævnet begynder torsdag, mens de første 5-stjernede klasser starter fredag. Følg stævnets start- og resultatlister her.