Annika Knudsen Lorentsen
World Cup-finalen 2023 er for alvor i gang, og i år afholdes finalen i Omaha, USA, hvilket betyder, at man som europæer må blive længe oppe for at følge de danske ryttere til start ved stævnet. Klokken 19.15 lokal tid startede den første afdeling af World Cup-finalen i springning, og med en tidsforskel på syv timer, red første rytter på banen kl. 2.15 dansk tid.
Den første afdeling af World Cup-finalen i springning bød på en bane på 160 centimeter, og blev traditionen tro afholdt som en tidsspringning, hvor nedslag rundt på banen, omregnes til tid, og vinderen, er den rytter, der har den hurtigste tid, når fejlene er omregnet til tid. For et nedslag tillægges 3 sekunder til tiden, og herefter kan placeringsrækkefølgen afgøres udelukkende målt på sammenlagt tid.
Dansk topresultat
Set med danske briller, var det uden tvivl det hele værd at holde sig vågen i dag, for Andreas Schou red på banen med startnummer 22 ud af 40 i sadlen på Darc de Lux e. Darco/ Contender (opdr. Morten Augustinus).
I sadlen på den velspringende hingst startede Andreas ud i et særdeles godt tempo, og qua Darc de Luxs store galop, kunne Andreas blandt andet ride et galopspring mindre på en afstand, hvor mange red seks, men den danske ekvipage nøjedes med fem. Samtidig udviste Darc stor ridelighed, og Andreas kunne ride de nødvendige vendinger, og komme i mål i tiden 60,53 og med et fejlfrit ridt.
Dagens hurtigste fejlfrie tid var 59,23 sekunder, og med en tid blot godt et sekund langsommere end dette, har Andreas lagt sig ind på en foreløbig sjetteplads i finalen.
Begejstringen var ikke til at skjule for den danske rytter, da det flotte resultat var en realitet, og nu har Andreas sine øjne rette mod den næste runde af finalen, som afholdes på en 160 cm høj bane efter metode A. Det er de 30 bedste ekvipager sammenlagt fra runde 1 og 2 der får en plads i den tredje runde, mens det efter tredje runde er de 20 bedste der mødes i den afgørende fjerde runde. Både tredje og fjerde runde afholdes lørdag den 8. april.
Se video af Andreas og Darc fra i dag nedenfor.
Svensk rytter i front
Sejren gik i dag til svenske Henrik von Eckermann, som fortsætter en imponerende karriere i sadlen på King Edward e. Edward/ Feo med at ride sig i front af World Cup-finalen 2023 i den indledende konkurrence. King Edward var hesten der sikrede den svenske rytter guld for hold ved både OL i 2021 og VM i 2022, samt en individuel guldmedalje med VM sidste år. I dag red Henrik i mål i tiden 59,09 sekunder som allersidste rytter på banen.
– Det var en lille fordel at kunne se en del ryttere, men jeg fulgte min plan og red det, som jeg viste passede til min hest, fortæller Henrik von Eckermann efter dagens ridt.
Efter den indledende tidsspringning, er det britiske Scott Brash der har lagt sig ind på andenpladsen i sadlen på den 14-årige belgiske varmblod Hello Jefferson e. Cooper van de Heffinck/ Irco Meno. Han red i dag fejlfrit i tiden 59,23 sekunder.
Det lykkedes i dag fire ekvipager at ride hurtigere end 60 sekunder samtidig med, at de også leverede fejlfrie ridt, og dermed slap for tillægssekunder. De øvrige to ryttere, der lykkedes med dette, var tyske Daniel Deusser med Scuderia 1918 Tobago Z e. Otangelo/ Mr. Blue og schweiziske Pius Schwizer med Vancouver de Lanlore e. Toulon/ Let Tot de Semilly. De besatte i dag henholdsvis tredje- og fjerdepladsen.
Femtepladsen blev sikret af svenske Wilma Hellström med Cicci BJN e. Ci Ci Senjor Ask/ Tornesch. Den svenske varmblodshoppe er en af efterhånden flere succesfulde afkom efter den Dansk Varmblodskårede hingst Ci Ci Senjor Ask. Med Andreas Schou på sjettepladsen, endte den indledende runde med tre nordiske ryttere i top-6. Både Wilma og Andreas er til start ved deres første World Cup-finale i karrieren.
Bedste ikke europæiske rytter blev amerikanske Hunter Holloway. Den 26-årige amerikanske rytter rider i år sin anden World Cup-finale, og besatte i dag ottendepladsen. Syvendepladsen blev vundet af hollandske Harrie Smolders.
World Cup-finalen fortsætter med anden afdeling i dag kl. 19.15 lokal tid, hvilket betyder, at det igen er kl. 2.15 natten til fredag, dansk tid, at konkurrencen starter.