Dansk 8. plads og ny rekord til Valegro

17-12-2014 08:58

Aftenens Grand Prix bød på hele to danske deltagere, hvor det trods småfejl blev til en flot placering til Agnete Kirk Thinggaard og Jojo AZ, der ser klar til denne aftens Grand Prix Kür

Copyright Ridehesten.com
Agnete Kirk Thinggard og Jojo AZ - her ved World Cup-kvalifikationen under JBK Horse Shows i Odense tidligere i år.

Tæt ved midnat dansk tid var resultatet klar efter aftenens Grand Prix ved Reem Acra FEI World Cup-kvalifikationen ved det legendariske engelske stævne Olympia i London.

Det blev sejr til storfavoritten Charlotte Dujardin på Valegro e. Negro/Gerschwin med en score på hele 87,460% - en ny verdensrekord og mere end syv procentpoint foran klassens nummer to, hollandske Edward Gal på Glock’s Undercover e. Ferro/Donnerhall med 80,120%.

Danskerne stod også for nogle flotte præstationer. Agnete Kirk Thinggard på Jojo AZ e. Ginus/Justboy opnåede en score på 71,980%, hvilket rakte til en placering som nummer otte.

- Jeg havde en fin tur på Joey i dag, dog med en ærgerlig rytterfejl i 2'erne og et par andre småfejl. Dem retter vi til i morgen. Men som altid var det en fornøjelse at ride på Joey, han er så cool. Og fedt sted, vildt godt publikum og flot arena. Jeg glæder mig til at ride kür i morgen, udtalte Agnete Kirk Thinggaard til Ridehesten.com efter aftenens Grand Prix.

Lige uden for placeringsrækkefølgen, på en 15. plads kom danske Ulrik Mølgaard på DV-hesten Michigan e. Michellino (opdr. Kaj Jensen) med 67,100%.

I aften står på Grand Prix Kür, og det er muligt at følge med live hjemmefra på FEI TV.

Se flere resultater HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner