Thomas Bach Jensen
Ved det tyske hannoveranerforbunds efterkåring i dag fremstillede den danske hingstestation Katrinelund DV-hingsten Svalegårds Hot Driver, der har elite- og guldmedaljehingen Hesselhøj Donkey Boy som far og sølvmedaljehoppen og UVM-finalisten Svalegårds Hottie som mor.
Hingsten, der er avlet af Else Marie og Jens Christian Krabbe, Snedsted, blev sidste år avlsgodkendt ved Dansk Varmblods Hingstekåring og har bedækket på hingstestationen Katrinelund i 2022. I efteråret vandt hingsten Dansk Varmblods 35-dages test i dressur med 903,5 point og heraf fem gange karakteren 9,5.
Nu er hingsten i ridning hos landsholdsrytter Carina Cassøe Krüth og har i dag været til efterkåring i det tyske hannoveranerforbund, hvor Katrinelunds berider Stine Klausholm og hingsteholder Ib Kirk stod for fremstillingen. Kåringskommissionen godkendte Svalegårds Hot Driver til avl i hannoveranerforbundet.
Som det næste stilles hingsten til færdigkåring ved Dansk Varmblods Hingstekåring i uge 10.