Anna Pørtner
Man kan ikke tale om Dansk Varmblods Hingstekåring uden også at tale om den store messe Hest & Rytter, som afvikles sideløbende med Hingstekåringen i MCH Messecenter Herning, der løber af stablen lige om lidt fra den 5. – 9. marts.
Messen Hest & Rytter har udviklet sig til et helt unikt mødested for alle med interesse for heste. Her kan man over fire intense dage opleve et sandt overflødighedshorn af spændende udstyr. I år er der knap 240 stande fordelt på fem messehaller. Tre haller er fuldt med rideudstyr, hvor man kan finde alt til både hest og rytter, om det er de dyreste mærkevarer eller det gode tilbud, så er her udstyr i rigelige mængder. I to haller er der samlet et bredt udvalg af staldinventar, trailere, hestetransportere, foder, plejemidler med meget mere.
Det er også på messen Hest & Rytter, at man kan få gode råd til efteruddannelse med hest, høre om kurser i hestetransport, lære mere om forsikringer og meget mere mere. Inde i hal M har Dansk Varmblod igen i år sin Avlercafé, som er tiltænkt som et hyggeligt mødested for avlere, hvor der er mulighed for at slappe af og udveklse erfaringer med avlere fra hele landet.
Foruden Hest & Rytter messen afholdes der også to gratis clinics i Dansk Hesteforsikrings Arena E torsdag og fredag. Der er ikke faste pladser, men pladserne fyldes efter først-til-mølle-princippet. Torsdag kl. cirka 19.30 inviterer Dansk Varmblod til clinic med Feather Light Academy. Her vil Yvet Blokesch arbejde med sine heste og fortælle, hvordan hun finder ind til hestene og skaber den vigtige kontakt og tillid, så de finder ro og tryghed i arbejdet.
Fredag er det berider Dennis Fisker, som tager et team af ryttere med til en clinic, der begynder kl. cirka 12.00 med titlen: Vi gør det bedste vi kan, præsenteret af Hornsyld Købmandsgaard. Her vil Dennis Fisker sætte fokus på den daglige træning og arbejdet med hestene.
Du kan købe billet til Dansk Varmblods Hingstekåring og de tre opvisningshaller Jyske Bank Boxen, Krafft Arena M og Dansk Hesteforsikrings Arena E samt adgang til Hest & Rytter lige her.
Du kan købe adgang til messen Hest & Rytter (den giver også adgang til ridebanerne i hal E og hal M), billetterne køber du lige her.
Åbningstiderne for Hest & Rytter er:
Torsdag d. 6. marts kl. 09.00 - 20.00
Fredag d. 7. marts kl. 09.00 - 19.30
Lørdag d. 8. marts kl. 09.00 - 19.30
Søndag d. 9. marts kl. 09.00 - 17.00
Se hele programmet for alt det fantastiske ridning, som du kan opleve ved Dansk Varmblods Hingstekåring lige her: Danish Warmblood Stallion Show 2025.