Danmark var til start i Bratislava

09-06-2023 22:36

Annika Knudsen Lorentsen

I dag har det danske springlandshold redet Nations Cup i Bratislava, hvor fire ryttere fik mulighed for at få værdifuld erfaring i Nations Cup-sammenhænge. Desværre blev det til en del fejl for det danske hold, som dog også leverede nogle gode runder

Copyright Ridehesten.com
Kasper H. Hansen med Katrinelund Satisfaction. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det danske springlandshold har i dag redet ved Longines EEF Series Nations Cup i Bratislava, Slovakiet, og desværre opstod der lidt problemer for det danske hold, som dog også kom i mål med flere gode runder. 

Det danske hold bestod af Kasper H. Hansen med Katrinelund Satisfaction e. Sandro's Adel/ Crelido (opdr. Ib Kirk), Caroline Rehoff Pedersen med Chaccieny e. Chacco-Blue/ Caretano Z, Rikke Haastrup med Balouca Z e. Baloubet du Rouet/ Parco (opdr. Annette Grønbæk) og Mathias Nørheden Johansen med Franco 79 e. Fifth of Lorne/ Coronas. 

Copyright Ridehesten.com
Rikke Haastrup med Balouca Z. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

I første runde red Kasper en fejlfri runde, mens Caroline kom igennem med otte fejl. Både Rikke og Mathias kom igennem med fire fejl, og da det dårligste resultat kunne fratrækkes, gik det danske hold videre til anden runde med samlet 8 fejl. 

I anden runde blev det til otte fejl for Kasper, mens Caroline desværre havde en misforståelse sidst på banen, der betød, at hun kom i mål med 12 fejl i anden runde, hvoraf de fleste var tidsfejl. Rikke kom i mål med 13 fejl i anden runde, mens Mathias sluttede af med manér for det danske hold, da han leverede en flot fejlfri runde. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det danske hold endte med samlet 28 fejl og sluttede som nr. 7 ud af 10 hold. Sejren gik til Irland, mens Østrig tog andenpladsen. På tredjepladsen blev det hjemmebaneholdet fra Slovakiet. På dette hold red blandt andre Radovan Sillo, som leverede to fejlfrie runder i sadlen på Quadrosson Ask e. Quadros/ Carentan. En hest som tidligere har haft succes under danske ryttere. Senest under Andreas Schou, der har opnået mange gode internationale resultater i sadlen på vallakken.

Resultat fra Nations Cuppen.

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou med Quadrosson Ask. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Gode danske resultater
Foruden Nations Cup, har der i dag været en række andre klasser på programmet i Bratislava, og tidligere i dag blev to danske ekvipager topplaceret i en 140 cm-klasse, mens endnu en dansker lige akkurat sikrede sig placering i klassen. 

Mathias Nørheden Johansen med Camelot 124 e. Casall/ Calato sikrede sig andenpladsen i klassen, mens Jennifer Pedersen med Didam 2 e. Cardento/ Guidam sikrede sig en flot femteplads. Rie Rose Lindegren Roed red sig til en 14. plads i klassen med Newcomer 13 e. New Quidam/ Cascavelle. I alt var der 53 ekvipager til start i klassen. 

Start- og resultatlister fra stævnet. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner