Annika Knudsen Lorentsen
Fra den 11.-23. august rettes hele ridesportens opmærksomhed mod tyske Aachen, når FEI World Championships 2026 løber af stablen. På den ikoniske stævneplads skal verdens bedste ekvipager kæmpe om medaljer i seks forskellige discipliner: dressur, springning, military, voltigering, kørsel og paradressur.
For de danske ryttere bliver verdensmesterskaberne samtidig en af sæsonens absolutte højdepunkter, og der er god grund til at følge de rød-hvide ekvipager tæt.
Dressurlandsholdet skal forsvare de danske farver
Danmark har gennem en årrække været blandt verdens stærkeste dressurnationer, og ved årets verdensmesterskaber stiller Danmark med et stærkt hold bestående af Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera, Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St John Freestyle, Daniel Bachmann Andersen og Flash Gordon 37 og Nadja Aaboe Sloth og Favour Gersdorff. Anna Zibrandtsen og Quel Filou er 1. reserve, mens Karoline Rohmann og Jakas Don Louvre er 2. reserve.
Dressurkonkurrencerne indledes med Grand Prix over to dage den 11. og 12. august, hvor holdmedaljerne skal fordeles. Herefter følger Grand Prix Special den 14. august med individuelle medaljer på spil, inden mesterskabet kulminerer med den populære Grand Prix Kür lørdag den 15. august.
Danmark kom til VM som forsvarende verdensmestre, da det danske hold vandt guld ved VM på hjemmebane i Herning i 2022. Med flere rutinerede mesterskabsryttere og stærke heste har Danmark endnu en gang potentiale til at kæmpe med om de fornemmeste placeringer.
Springrytterne klar til kamp mod verdenseliten
Også i springning sender Danmark et stærkt hold til Aachen. De danske farver skal forsvares af Andreas Schou og Napoli Vh Nederassenthof, Caroline Rehoff Pedersen og Polonis L, Søren Møller Rohde og Evolution Ask, Laura Baaring Kjærgaard og Qarisma van't Roosakker og Zascha Nygaard og Com'on Drako de Maugre.
Holdet kommer med erfaring fra Nations Cup, Longines Global Champions Tour og internationale mesterskaber, hvor flere af rytterne har leveret særdeles stabile resultater gennem sæsonen.
Springmesterskabet afvikles fra den 19.-23. august. Efter den indledende tidsspringning og de to holdfinaler skal de individuelle medaljer afgøres i den traditionsrige finale søndag den 23. august. I springning kan alt ske, og der er mange af de store springsportsnationer, der kommer til Aachen i håbet om at sikre medaljer. For Danmark er medaljerne muligvis ikke så realistiske, men håbet om en finaleplads i holdkonkurrencen er bestemt realistisk, og med lidt ekstra held, er alle muligheder som altid åbne i springning.
Flere danske medaljechancer
Danmark bliver også repræsenteret i både military, paradressur og kørsel, hvor flere danske profiler får mulighed for at måle sig med verdens bedste. Military afvikles over dressur, terræn og springning fra den 13.-16. august, mens paradressur er en del af mesterskabets sidste dage. Kørsel finder sted fra den 20.-23. august, og voltigeringskonkurrencerne afvikles allerede i mesterskabets første weekend.