Danmark godt fra start ved EM

12-07-2023 17:23

Annika Knudsen Lorentsen

Både ungrytterne og U25-rytterne er kommet godt fra start i holdkonkurrencerne ved EM i Ungarn, hvor de danske ryttere har redet sig ind på en foreløbig andenplads i begge holdkonkurrencer

Copyright Ridehesten.com
Alexander Yde Helgstrand og Belantis red sig i dag ind på andenpladsen i klassen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

De to første ryttere fra Danmark har været i aktion i holdkonkurrencen for henholdsvis ungryttere og U25, og begge hold er foreløbigt placeret som nr. 2 inden konkurrencerne afgøres i morgen. 

Hos ungrytterne er det Kristian Würtz Green og Alexander Yde Helgstrand der har været i aktion. Kristian red til 72,118 procent med Bovbjergs Zhivago e. Blue Hors Romanov/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Hanne Damgaard og Leif Bovbjerg Jensen), mens Alexander red til 72,853 procent med Belantis e. Benetton Dream/ Expo'se. 

Copyright Ridehesten.com
Fv. Sara Hyrm og Caroline Elsner. Foto: Privat

For U25 er Caroline T. Elsner med Alskenz Firfod e. Zardin Firfod/ Zalmiak Firfod og Sara Aagaard Hyrm med Atterupgaards Cooper e. Charmeur/ Gribaldi (opdr. Atterupgaard) der har været i aktion. De har redet til henholdsvis 69,853 og 71,088 procent. I morgen skal Thea Bech og Karoline Rohmann i aktion, og efter deres ridt afgøres det hvilken placering Danmark får i holdkonkurrencen for U25.

Begge de danske hold er placeret lige bag Tyskland, som lige nu er placeret til guldmedaljer i holdkonkurrencen. 

Læs mere om planen for mesterskabsstævnet her.

Start- og resultatlister fra stævnet. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner