Dagens sidste resultater fra Nordic Championship i Vallensbæk

29-05-2010 18:24

Maria Schacht

De danske handicapryttere viser virkelig deres værd, og har hele dagen redet flotte sejre i hus. Her kommer en opdatering på dagens sidste klasser.
Copyright Ridehesten.com
Annika Lykke Dalskov, som vandt Championship Test grad III A. Her ses hun til sidste års Nordic Championship på hesten Kgs. Hørgaard Limit. (Arkivfoto: Ridehesten.com)

Lige efter middag skulle danske Annika Lykke Dalskov og Preussen-Wind i dag ride Championship Test grad III A, hvor ekvipagen opnåede hele 73,07 %, hvilket gav dem en førsteplads. De vandt stort over den norske ekvipage, Anne Cecilie Ore og Hockey’s Son, der red til 63,60 %, hvilket gav dem en andenplads. Tredjepladsen gik til belgiske Bert Vermeir og Tiramisu, som afsluttede med 63,27 %. Derudover var der endnu en Novice klasse for grad 1-4 A. Deltagerne var de samme tre ryttere som gårsdagens deltagende, men rækkefølgen blev dog byttet om. Marie Biune og hesten Tracey vandt med 180 point, og grundet de kun tre deltagende, blev hun den eneste placerede. Mette Ulsø og Nørreholms Castello, som red til 174,69 points, og Mette Jensen og Mountheavens Lipsha, som red til 167,41 points, fik altså ikke en officiel placering. Dagens sidste klasse, som er Championship grad IV A, er netop afsluttet. Her blev danske Henrik Sibbesen og Rexton Royal vindere med 70,32 %. Andenpladsen gik til belgiske Michele George og Fbw Rainman, som red til 69,42 %. Tredjepladsen gik til hollandske Ellen Van Den Berg og Syclon, som red til 66,77 %.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner