Cowboys og amerikanske heste i Hvirring

27-01-2012 15:51
Skovrider Reining lægger lokaler til en hel dag med heste, loppetorv og ægte amerikansk westernstemning lørdag den 28. januar 2012

Sanne Skovrider, der til dagligt driver en trænings- og salgsstald sammen med sin mand Kristian Skovrider, har stablet et anderledes og særdeles spændende arrangement på benene. Den mekaniske ko er sat op i den store lyse ridehal og op mod 15 entusiastiske cowboys og cowgirls udfordrer deres skønne heste og sig selv, mens de modtager instruktion af den danske cutting-træner Brian Kronborg fra Nordjylland. Der er naturligvis mikrofon og højttalere, så alle tilskuere kan følge med. Cutting er en amerikansk ridedisciplin, hvor det gælder om at få hesten til at skille en kalv fra en flok, næsten på eget initiativ. Som når en hyrdehund hyrder får. Der gives også gode tip og tricks til de ryttere der rider reining. En anden amerikansk disciplin, hvor det blandt andet gælder om, at få hesten til at dreje rundt om sig selv i et rasende tempo, at udføre lange stops, hvor hesten glider hen over jorden og ikke mindst så er sværhedsgraden øget, fordi der rides med løse tøjler og kun en hånd til hjælp. Det er Sanne Skovrider selv, der står for den del af arrangementet. Der er også opstillet TV skærme, hvor forskellige videos med de to ride discipliner afspilles. Det giver publikum mulighed for, at få et bedre indtryk af, hvordan det gøres ”over there”. Dertil vil der også være pølsevogn, loppetorv, smedeværksted med beslagsmed Helbert Berion samt mulighed for at nyde omgivelserne. Arrangementet finder sted på Hedelundvej 25, Hvirring, 8762 Flemming. Dørene åbnes kl. 9.00 og der er gang i programmet helt til sidst på eftermiddagen. Læs mere via linket til højre.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner