Rebecca Sofie Larsen
Da Mette Frederiksen i starten af marts, lukkede hele Danmark ned, var langt de fleste af os nok meget enige i, at det var den rigtige beslutning, for at komme den verdensomspændende pandemi til livs. Men når det så er sagt, var der meget uklare meldinger fra myndighedernes side, om hvordan man som hesteejer skulle forholde sig. Først var det ikke tilladt at ride/opholde sig i et ridehus. Dernæst blev det besluttet at skadede heste og adfærdsvanskelige heste måtte opholde sig indendørs, men hvornår betragtes en hest som adfærdsvanskelig?
Det er noget jeg personligt har haft svært ved at forholde mig til, da det har været svært at vurdere hvor grænsen for, hvornår en hest er adfærdsvanskelig går. Det er ikke nogen hemmelighed at Armantic har en ret stor personlighed, og at han får 3 ekstra gear, når han kommer udenfor, så den første uge stod primært på longering, da jeg ikke ville risikere liv og lemmer. Heldigvis har vejret været med os, og der har været gode udendørs forhold, så da den værste forårskuller var ovre begyndte vi så småt at ride igen, men med nogle forbehold, som har givet mig en del udfordringer.
Jeg har jo Armantic opstaldet på et ridecenter, og derfor er der nogle lidt mere strikse regler end hvis jeg havde haft ham derhjemme. Vi er bl.a. blevet inddelt i hold af 5 ad gangen, som er spredt ud på dagen, hvilket betyder at vi har et bestemt tidspunkt vi må opholde os i stalden. Da Armantic er ude om eftermiddagen var det derfor bedst at jeg valgte en morgentid, også for at tage hensyn til dem, som kun kan komme om eftermiddagen. Dette har dog vist sig at være en lidt større udfordring end jeg havde forventet. Tilbage i marts startede jeg nemlig på et intensivt 8 ugers kursus, som var meningen at skulle være et fysisk hold i tidsrummet 8 til 12, men da Danmark blev lukket ned var det meget uklart i starten, hvordan det skulle forløbe sig. Det endte med at blive online undervisning i nogenlunde samme tidsrum, hvilket viste sig at være en større udfordring end jeg havde forestillet mig, da jeg jo så skulle nå over til Armantic inden, og hjem og forberede mig på dagens undervisning. Det at vi gik fra fysisk til onlineundervisning gjorde, at der var en masse ekstra ting vi skulle læse op på, fordi det var svært at undervise over nettet, og selvom vores lærer har gjort alt for at få det bedst mulige ud af det, har der været mange tekniske problemer, som har gjort at det har været lidt kaotisk nogle dage, og at vi selv har haft et større ansvar for at lære det vi skal nå. Dette har betydet at min tid med Armantic har været knap, da jeg har haft svært ved at nå det hele, og det har naget mig meget, fordi jeg har et ansvar for et levende dyr, som ikke kan gøre for, at der er opstået denne krise. Heldigvis har sammenholdet mellem pensionærerne i stalden været virkelig godt, og vi har taget hensyn til hinanden. Derfor har det været muligt for mig nogle dage at bytte tider, hvor det lige har passet ind.
Så selvom jeg har haft svært ved at få tingene til at gå op i en højere enhed, for at få tingene til at passe, er jeg ikke alene, og jeg er glad for den måde vi hjælper hinanden på. Det har også hjulpet lidt på situationen, at vi som følge af den delvise genåbning, nu også må tage af sted til undervisning, da Armantic der får brugt hjernen på en anden måde, og kommer ud og ser lidt andet. Heldigvis ser det ud til at jeg nu får mere tid til at være sammen med Armantic igen, nu når mit kursus slutter i denne uge, og jeg ser frem til at kunne tilbringe lidt mere tid i stalden.
Så den største udfordring for mit vedkommende er det med, at jeg ikke føler jeg kan være der tilstrækkeligt nok for min hest pga. de omstændigheder Corona sætter os i. Når det så er sagt handler det om at få det bedste ud af det, uanset hvad, for vores heste har ikke selv valgt at være her, og derfor har vi et ansvar for at løse disse udfordringer.
Til sidst vil jeg gerne lige påpege, at jeg har fuld tillid til den danske regerings beslutninger om nedlukning af Danmark. Jeg valgte at skrive dette indlæg, fordi jeg synes det er vigtigt at vi også sætter fokus på, hvilke udfordringer det kan give at være hesteejer i disse tider med hjemmearbejde osv. Og hvor vigtigt det er, at vi hjælper hinanden så godt vi nu kan.
Jeg håber i alle passer på hinanden, så vi forhåbentligt snart kan komme i gang med vores normale hverdag igen.
– Bedste hilsner Rebecca.