Corona-information til ryttere

15-03-2020 17:10

Camilla Tiefensee Schrøder

På baggrund af myndighedernes opfordringer med henblik på at inddæmme spredningen af Coronavirus yderligere, har Dansk Ride Forbund samlet en række nyttige informationer om, hvordan situationen kommer til at påvirke jer som ryttere

Copyright Ridehesten.com
Arkivfoto: Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Dansk Rideforbund har offentliggjort følgende informationer vedrørende coronavirus på deres hjemmeside, som de opfordrer alle ryttere til at læse grundigt igennem. Det anbefales endvidere, at alle holder sig løbende opdateret via Rideforbundets hjemmeside og facebookside.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Aktiviteter efter 26. marts fortsætter indtil videre som planlagt
Udmeldingen fra DRF omkring aflysning af stævner og begrænsning af aktiviteter gælder på nuværende tidspunkt kun til og med torsdag den 26. marts jf. den 14 dages periode, der er meldt ud fra myndighedernes side, og stævner/aktiviteter herefter aflyses/påvirkes altså ikke på nuværende tidspunkt. DRF holder sig løbende orienteret om situationen, og såfremt der kommer officielle anbefalinger om at forlænge de nuværende 14 dage, vil vi informere yderligere herom. Men pt. skal I regne med, at arrangementer efter 26. marts forløber som planlagt.

Undgå deltagelse i internationale stævner 
DRF anbefaler, at man som rytter kraftigt genovervejer al international stævnedeltagelse de næste 14 dage. Det er vigtigt, at vi alle bidrager aktivt til at undgå yderligere smittespredning, og rejser man til udlandet, kan man både risikere selv at blive smittet samt ikke mindst at sprede smitten fra Danmark til andre lande og omvendt. Vælger man alligevel at tage afsted, bør man sørge for at holde sig løbende opdateret på retningslinjerne fra myndighederne, og især Udenrigsministeriets rejsevejledninger. De kan alle findes her:

Coronasmitte.dk (indeholder bl.a. udførlig Q&A)
- Sundhedsstyrelsen
- Styrelsen for Patientsikkerhed
- Statens Seruminstitut
- Udenrigsministeriets rejsevejledninger

Aflyste stævner – hvad nu?
De kommende 14 dage må en række stævner desværre aflyses, og vi er klar over, at det giver anledning til en masse frustrationer og spørgsmål, og vi vil forsøge at håndtere og besvare dem så godt som muligt, men vi håber samtidig på tålmodighed og forståelse fra jer. 
Som Rideforbundet tidligere har meldt ud, skal klubberne naturligvis sørge for at tilbagebetale jeres indskud i forbindelse med aflysning af stævner i løbet af de næste 14 dage. I den sammenhæng opfordrer vi til, på tværs af ridesporten, at fokus holdes på det, der er vigtigt; at vi alle bidrager bedst muligt til at undgå yderligere spredning af Coronavirus, og at klubberne påvirkes mindst muligt økonomisk.

Kontakt til DRFs administration
DRF tager den nuværende situation meget alvorligt og vil i videst muligt omfang bidrage til at undgå yderligere smitte. Derfor har ledelsen i dag besluttet, at administrationens medarbejdere arbejder hjemmefra fra og med i dag og 14 dage frem. I kan dog stadig komme i kontakt med os, som I plejer, så savner I information på hjemmesiden, eller har I brug for anden hjælp, er I naturligvis velkomne til at kontakte os på mail eller telefon som vanligt – her kan I finde oversigter over relevante medarbejdere samt mailadresser og telefonnumre til de pågældende.    

Hold øje med www.rideforbund.dk og DRF på Facebook
Vi vil løbende dele relevante informationer på rideforbund.dk samt på Facebook, og vi opfordrer vores ryttere til at holde sig orienterede her.


Dansk Ride Forbund har desuden lavet en særskilt artikel med information til Rideklubber.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner