Christmas Stars løb med sejren

28-04-2019 19:13

Annika Knudsen Lorentsen

I dag blev første kvalifikationsstævne til DRF-Mesterskabet for klubhold afviklet hos Kolding Rideklub, og det blev en sejr til Christmas Stars, som hentede 20 point med videre. I alt var der point til de ti bedste hold i dagens kvalifikation

Copyright Ridehesten.com
Det vindende hold Christmas Stars. Fra venstre: Adam Sparlund Olesen, Daniel Hald Cassøe, Katrine Ladefoged Rasmussen og Kamilla Ladefoged Rasmussen.

I dag blev første afdeling af Walber og Stutteri Ask Cup afviklet ved landsstævnet i Kolding. Klassen var også første kvalifikation til Agria DRF-Mesterskabet for klubhold. I dag var 17 hold til start, og der skulle rides om point i kampen om at komme tættere på en kvalifikation til finalestævnet ved Riders Cup i juni. 

Det blev Christmas Stars-holdet der løb med sejren i dagens kvalifikation efter tre overbevisende nulrunder og en runde med 4 fejl. Dermed endte holdet med samlet nul fejl, da det er de tre bedste resultater, der tæller. Til start for holdet var i dag Kamilla Ladefoged Rasmussen på Fabienne, Daniel Hald Cassøe på Double Profit, Katrine Ladefoged Rasmussen på Caliber og Adam Sparlund Olesen på Unicorn's Love Me Tender. 

Copyright Ridehesten.com
Daniel Hald Cassøe var på det vindende hold med hesten Double Profit.

På andenpladsen kom holdet fra Riders Cup bestående af Laura Baaring Kjærgaard på Carina, Konstantin Deeken Künnemann på Zocker 19, Jessica Toelstang på Bjerglunds Campari og Anne Katrine Kolborg Johansen på Abildgaards Sonate. Dette hold red også tre nulrunder og en runde med 4 fejl, og dermed endte de på samlet nul fejl. Tiden var afgørende for deres placering, her red de med samlet 234.2 sekunder, mens det vindende Christmas Stars-hold red med 232.84 sekunder.

Copyright Ridehesten.com
Andenpladsen gik til Riders Cup, fra venstre Konstantin Deeken Künnemann, Anne Katrine Kolborg Johansen, Laura Baaring Kjærgaard og Jessica Toelstang.

Også holdet på tredjepladsen endte med samlet nul fejl på trods af, at deres ene rytter desværre måtte udgå. Det var Cedergaard Sportsrideklub, og på holdet var Gitte Dahl på Conan, Christina Madsen på Favorit Win, Charlotte Schreiber på Quiane og Ida Mundberg Hansen på Gazelle. Holdet sluttede med en tid på 238.64 sekunder.

I alt får ti hold fra hver kvalifikationsstævne point med videre i den samlede stilling. Ved første kvalifikation opnåede følgende klubber point:

1. Christmas Stars (Danish Derby Hestesportsrideklub) - 20 point
2. Riders Cup - 17 point
3. Cedergaard Sportsrideklub - 15 point
4. Lykkegaard Sportsrideklub - 13 point
5. Toldstedgaard Springcenter - 11 point
6. Sportsrideklubben - 9 point
7. Sydjysk Horshow Sportsrideklub - 7 point
8. Nørre Djurs Rideklub - 5 point
9. Fredericia Sportsrideklub - 3 point
10. Sportsrideklubben Rævhalegaard - 1 point

Næste gang rytterne mødes er om to uger ved 2. kvalifikationsstævne på Capacity Showjumping Center d. 12. maj. I alt rides der fire kvalifikationsstævner, hvorefter de otte bedste hold mødes i finalen. 

Se mere om turneringen her. 

Se resultater fra dagens klasse her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner