Christian Ahlmann vinder World Cup i Leipzig – igen!

20-01-2019 17:28

Der var spænding til det sidste, da den tredjesidste World Cup kvalifikation løb af stablen i Leipzig – det endte med en hjemmebanesejr til Christian Ahlmann!

Copyright Ridehesten.com
Christian Ahlmann og Caribis Z.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det var en stor og svær hovedspringning, som banedesigner Frank Rothenberger præsenterede for rytterne i dagens FEI World Cup springning i Leipzig. Der gik omkring 10 ryttere, før det lykkedes en rytter at ride fejlfrit. Det var Leopold van Asten med VDL Groep Beauty e. For Pleasure/Contender der fik lagt den start, og fik vist de resterende ryttere at banen kunne rides fejlfrit. Generelt så faldt fejlene fordelt rundt på de forskellige spring på banen. Frank havde sørget for at rytterne skulle være maksimalt koncenterede, hvis de skulle gøre sig en chance for at være fejlfrie. I alt fik 7 ryttere kvalificeret sig til omspringningen.

Nyheden fortsætter efter annoncen


Omspringning
Omspringningen bestod ikke af en masse vendinger. Som klassen skred frem, viste der sig dog at dukke et par ekstra op. Den mest brugte vending, var muligheden for at ride indenom til spring nr. 5. Der var plads for rytterne til selv at bestemme nogenlunde, hvor snæver den vending. Men ellers handlede det for rytterne om at kunne holde hesten oppe i så højt et tempo som muligt, men hvor rytterne stadig har hesten på plads, så de ikke blev flade og rev ned.

Som den første fejlfrie i hovedrunden, blev det også Leopold van Asten der skulle lægge fra start i omspringningen. Han lagde ikke hårdt fra start, men tog vendingen til nr. 5. Men han fik vist, at den vending ikke bare var ligetil. Det betød at de sluttede med 4 fejl i tiden 40,83 sekunder.

Tobias Meyer var nr. to på banen. Han forsøgte sig med den ekstra modige vending at ride indenom til spring nr. 3, men det gik ikke og de fik et stop. Men han har vist de resterende ryttere, at den vending godt kan lade sig gøre for den modige og den rytter, som har sin hest 100 % på plads. Det skulle dog vise sig, at ingen andre turde tage den chance. Yderligere faldt der en bom på banen for Tobias, og parret sluttede med 8 fejl i tiden 51,32 sekunder.

Francois Jr. Mathy var tredje rytter på banen med Uno de la Roque. Han lagde ud med en god galop. Han tog ikke de store chancer rundt på banen, men han holdt den gode galop hele vejen rundt. Han lagde sig foreløbigt i spidsen med 0 fejl i tiden 41,49 sekunder.

Endnu en tysker fik muligheden for at få en hjemmebanesejr. Det var Daniel Deusser med Tobago Z, og han ville gerne have endnu en sejr med hjem! Han startede med et højt tempo, ramte alle springende perfekt, fik en god vending til nr. 5 - men Tobago fik lige efterladt et forben og planken på de flade holdere faldt ned. Galoppen blev holdt resten af vejen, men med 4 fejl i tiden 39,53 sekunder lå de på en foreløbig andenplads.

Lorenzo de Luca gav sig god tid rundt på banen, samtidig med at han sørgede for at holde den gode galop hele vejen rundt, og Armitages Boy sprang perfekt under ham. Det gode ridt betød, at han red fejlfrit og sluttede med tiden 42,19 sekunder og dermed direkte ind på en ny foreløbig andenplads.

Så kom den ene af to storfavoritter på banen. Med stor jubel fra tilskuerrækkerne blev det tid til Comme Il Faut og Marcus Ehning. Men så skete der det, der ikke måtte ske – allerede bagkanten på første spring faldt. Selvom han uden tvivl har ærgret sig, lignede det ikke at Marcus lod sig røre af det. Han gik i stedet efter at blive den hurtigste med fire fejl. Han gav den gas i starten af banen, men sagtnede igen farten på den sidste halvdel. Og sørme ikke om han fandt et nyt hul at kunne bruge – en ny indenomsvending til det sidste spring. Men det var ikke nok, med de 4 fejl og 39,95 sekunder lå de på en foreløbig fjerdeplads.

Tyskland havde heldigvis endnu en sidste chance for at vinde. Den forsvarende vinder af World Cup i Leipzig fra 2018 Christian Ahlmann, hvor han red hans mangeårige partner Taloubet Z, var næste. I dag var han ombord på Carabis Z. Han fik lavet en super snæver vending til nr. 5, tættere end nogen af de andre. Og det lykkedes! Derfra satte han tempoet op, som han ellers havde ladet være forholdsvist roligt i starten. De sidste to forhindringer fik han også redet fejlfrit, og han kunne nu kalde sig vinder af FEI World Cup i Leipzig endnu engang, efter at han red fejlfrit i tiden 40,70 sekunder! Det er ikke mindre end femte gang, at han vinder World Cuppen i Leipzig siden 2011!

Resultatet af klassen kan ses her. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner