Camilla Tiefensee Schrøder
Charmaine Berdino har hele sommeren været på turné med Cirkus Arena, hvor hun optræder med frihedsdressur sammen med sine to spanske heste, Kazarro og Meloso.
Som tidligere beskrevet i magasinet Ridehesten arbejder Charmaine med en moderne tilgang til det at optræde med heste i et cirkus, hvor hestene optræder helt frit uden udstyr. Hendes cirkusnummer er blevet godt modtaget af publikum og anmeldere, og nu har hun også modtaget en pris for sit arbejde.
Charmaine Berdino modtog onsdag Talentprisen ved Den Danske Cirkuspris 2018 med følgende begrundelse fra juryen:
"Charmaine er datter af Suzanne Berdino og dermed cirkusdirektør Benny Berdinos barnebarn. Som de fleste cirkusbørn har hun fået en allround træning i mange discipliner. Ganske som sin mor Suzanne har hun især kastet sin kærlighed på heste. Man har kunnet opleve hende i Cirkusland i Slagelse og for den sags skyld på Orionteatern i Stockholm, men det er i Arena-manegen, hun hører hjemme! Det er betagende, når hun kommer ind med sin ’nøgne’, vildt smukke hest og ’taler’ til den. Det er poesi, både ydmygt og smukt".
Charmaine Berdino er den første, der har modtaget cirkus-talentprisen for et nummer med dyr, oplyser Cirkus Arena. De tidligere vindere af talentprisen har primært været akrobatiske cirkusnumre, så det er samtidig en stor anerkendelse for selve træningsmetoden, fremførelsen og samarbejdet med dyrene. Juryen havde i år op til prisoverrækkelsen set over 100 forskellige cirkusnumre som indgik i vurderingen.
Læs mere om Charmaine Berdino og hendes heste i magasinet Ridehestens aprilnummer fra 2018.