Championatsvinder skal fremover rides af ungrytter

07-05-2020 15:02

Annika Knudsen Lorentsen

Den talentfulde hoppe CC Unik, som vandt unghestechampionatet i Herning med Rikke Haastrup Kristensen i sadlen, skal fremover rides af ungrytter Christine Thirup Christensen, som nu ejer hoppen i samarbejde med Absolute Horses. Det samme gælder Niarado Lille Lunden, som også deltog ved championatet, og Christine fortæller, at hun glæder sig til at arbejde med de unge heste

Copyright Ridehesten.com
Christine og CC Unik. Foto: Privat

Christine Thirup Christensen er 20 år og har de seneste år haft mange succesfulde resultater som først juniorrytter og siden som ungrytter. Sidste år vandt hun DM for ungryttere, ligesom hun deltog ved EM med en af sine topheste, Vedric.

Det er altså nyt for Christine at skulle arbejde og træne de lidt yngre heste, men det er samtidig noget hun glæder sig meget til. 

– Førhen har vi primært indkøbt heste, som har være klar til at være med på det niveau det krævede for, at jeg kunne udnytte mine år som junior- og ungrytter. Jeg har jo Vedric på 11 år og Afghan på 10, men nu føler jeg mig også klar til at ride på de lidt yngre heste, forklarer Christine, som netop har indgået et samarbejde med Absolute Horses, hvor de har fælles ejerskab over to 5-års heste. 

Copyright Ridehesten.com
CC Unik og Rikke Haastrup Kristensen da de vandt unghestechampionatet i marts måned. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Det drejer sig om dette års championatsvinder fra Herning, hoppen CC Unik e. Untouchable/Equest Carnute, som er opdrættet af Carsten Carstensen og lavet på samme hoppe som hoppen Dublé der har gået 160 cm-klasser med Maria Hjort Frederiksen. CC Unik vandt, som sagt, unghestechampionatet i Herning med Rikke Haastrup Kristensen i sadlen, som før salget til Christine, ejede hoppen i samarbejde med Absolute Horses. Ved championatet blev Unik blandt andet belønnet med 9,5 i kapacitet fra testrytter Andreas Schou.

Copyright Ridehesten.com
Niarado Lille Lunden og Allan Blomgreen ved unghestechampionatet 2020. Foto: Ridehesten.com/Ida Dalgaard

Derudover har Christine også købt en del af Niarado Lille Lunden e. Diarado/Lambrusco Ask (opdr. Mikal og Preben Iversen). Ved unghestechampionatet blev Niarado redet af Allan Blomgreen og han blev belønnet med flere flotte karakterer. Da Andreas Schou, som var testrytter skulle ride ham var han meget positiv over hesten, og belønnede ham med 8.5 i ridelighed. Og nu har Absolute Horses, herunder blandt andet Andreas Schou, investeret i Niarado sammen med Christine. 

– Planen er, at jeg skal uddanne og ride dem begge, selvfølgelig i tæt samarbejde med teamet hos Absolute Horses, fortæller Christine.

Planen på sigt
Lige nu er der ikke mange stævner, og det vil Christine udnytte til at lære de to unge heste at kende.

– Jeg vil bruge tiden på at lære dem at kende og tage ud og træne dem nogle forskellige steder inden vi kan komme til stævner igen. Vores ambition er selvfølgelig at holde dem i sporten, og vi håber, at de kan gå nogle championater og på sigt kan de forhåbentligt også være med i de sværere klasser, fortæller Christine og fortsætter:

– Jeg håber på, at de på sigt kan tage over for Vedric og Afghan, som er de to heste jeg har til at ride de store klasser på. 

I januarnummeret af magasinet Ridehesten kan man læse mere om Christines liv med heste, og om hvordan hun får studie og topsport til at gå op i en højere enhed.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen