Trine Askjær-Jørgensen
Den succesfulde springhingst fra Schockemöhles hingstestation, Chacoon Blue e. Chacco-Blue/ Cartoon, er død i en alder af 16 år. Trods dyrlæger og staldpersonales bestræbelser kom den skimlede hingst sig ikke efter et anfald af forfangenhed, som opstod efter en ellers vellykket kolikoperation, og måtte derfor aflives.
– Med Chacoon Blue har vi mistet en helt enestående avlshingst, hvis karakter, vindermentalitet og springevner var noget helt særligt – egenskaber, han også i bemærkelsesværdig grad videregav til sine afkom. Trods en midlertidig bedring måtte vi desværre træffe denne svære beslutning af hensyn til hestens bedste, udtalte Paul Schockemöhle, for hvem Chacoon Blue var en udtalt favorit – ligesom hans far Chacco-Blue havde været det før ham.
Chacoon Blue, der blev født på Lewitz Stutteri, vakte tidligt opsigt. Ved sin materialprøve i Schlieckau i 2016 opnåede han topkarakteren 10 for sine løsspringnings- og springevner. Herefter fulgte sejren i Deister-mesterskabet, en finaleplads ved Bundeschampionatet for 6-årige, sølv ved Warendorf Youngster Championships for 7-årige samt succeser i unghestekonkurrencer i München, Neumünster, Paderborn og Opglabbeek. Under Philip Rüping opnåede Chacoon Blue topplaceringer i internationale springklasser i Frankfurt, Kronenberg, Lanaken og Oldenburg.
Chacoon Blue har fulgt i fodsporene på sin far Chacco-Blue og er far til et utal af fremragende springheste, som nu erobrer baner over hele verden. Med de to bundeschampionat-vindere Chacoona Cat (Sophie Hinners, GER) og Chaqueen (David Will, GER) skrev han endda avlshistorie sidste år.
Næsten 60 af hans sønner er blevet kåret, heriblandt Challasco Blue PS, der også står i Mühlen, Tyskland, Chacord GB og Chaloubino PS OLD m.fl.
Herhjemme er Chacoon Blue registreret med 117 afkom, hvoraf 52 af dem er i Dansk Varmblod, og tre er kårede hingste. Det gælder Bøgegårdens Chacoon, der har Emerald van't Ruytershof til morfar, Cabello, der er opdrættet af Andrea Jannsen og har Lordanos til morfar, og ikke mindst vinderen af 20-dages testen 2025 og fløjhingsten i Herning i år, Cartoon Hero RV, der er opdrættet af Søren Riis Vester og har Le Champ Ask til morfar.
/Pressemeddelelse