Catrine og Niels fik hinanden

07-08-2016 19:55

Lørdag den 6. august blev en smuk dag for Catrine Fischer Goldschmidt og Niels Goldschmidt, der nu udover at dele passionen for ridesporten også kan dele efternavn

Copyright Ridehesten.com
Niels og Catrine. Foto: privat

Catrine og Niels blev viet i deres egen have, hvor intet mindre en 140 gæster var blevet inviteret til en smuk og idyllisk haveceremoni. – Her havde vi alle mulighederne for en fantastisk dag og aften, fortæller en glad Niels Goldschmidt til Ridehesten og tilføjer: - Vielsen foregik dels lovformeligt på Rådhuset og siden med en fup-præst i haven. Det varede dog længe, før det gik op for gæsterne, at den aparte præst ikke var præst men blot en komiker.

For at rumme de mange mennesker, havde parret fået installeret hele tre telte, der tilsammen dannede rammerne for bryllupsfesten. Her var blandt andet barer, musik og stearinlys med til at skabe den helt rette stemning for dagens store begivenhed. – Jakob Leth, der er min bedste ven, var i denne anledning toastmaster og alt forløb planmæssigt, forklarer Niels. Blandt gæsterne var der alt fra dressurryttere til jagtryttere der tilsammen udgør parrets daglige vennekreds, som ikke overraskende hovedsageligt er hestefolk, idet både Catrine og Niels har stor tilknytning til ridesporten. Begge er de kendte ansigter i Sportsrideklubben, og deltager jævnligt i jagter og military. Catrine er desuden netop lige debuteret som militaryrytter ved Copenhagen Eventing. Niels har sammen med hesten Lasse deltaget i nærmest alle discipliner inden for ridning: distance, dressur, springning, military, jagt osv. Og det med stor succes.

Nu ser det nygifte brudepar frem imod en rejse til Cuba, hvilket skal gøre det ud for deres bryllupsrejse – det er dog først omkring jul at parret skal afsted, de nyder resten af sommeren herhjemme i Danmark.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner