James Iuel Brockdorff er gået bort

01-01-2024 12:23

Trine Askjær-Jørgensen

Baron James Iuel Brockdorff er død af kræft i en alt for tidlig alder, og i den anledning har Niels Goldschmidt, som var en nær ven af ham, her forfattet et mindeord

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Ingen anden er kommet så hurtigt ind i jagtridning som James Iuel Brockdorff. Fra den dag han begyndte at ride, var hans fokus på at ride hubertusjagt det følgende år. I december 2012 mødte han op i cowboybukser, gummistøvler og skihjelm på Mattssons Rideskole og modtog tre ugentlige ridetimer. Da der var gået tre uger, havde han afprøvet ridehuset ni gange og mente, at det var på tide at ride i skoven. Trods anbefalinger fra rideskolen kunne han gennemtrumfe sin vilje og kom i skoven.

På anden skovtur sprang han over sin første forhindring, og siden fulgte en periode, hvor James faldt af mange gange. Skolehestene var ikke lige sagen, og de måtte jo heller ikke springe så meget, som James ønskede, så efter at have reddet i to måneder i alt, købte han den 181 cm høje Rodney Skovgaard e. Royal Z II/ Åge XX (opdr. Inge og Bent Neergaard), der tilhørte en dame på rideskolen, som syntes, at hesten var for stor en udfordring. James mente, at når han vejede over 100 kilo, så kunne hesten jo ikke være så vild. Der var ikke nogen lang søgeproces, talrige afprøvninger, ekspertvurderinger eller andet. Nej, han købte den bare – også selvom den havde ikke gået jagt eller noget, der ligner.  For James var der ikke så meget bøvl, og heste virkede fint.

Copyright Ridehesten.com
James Iuel Brockdorff her til hest ifm. hubertusjagten. Foto: Ridehesten.com/Maria L. Mortensen

Siden købte James flere heste og oplevede at ride jagt med både sin kone og ældste datter. For James var det næste naturlige skridt at forsøge at vinde hubertusjagt på trods af, at han vejede nærmest det dobbelte af de andre piger i feltet, men mod alle odds opnåede James at blive placeret flere gange. I baronbranchen, altså blandt de adelige,  havde James mange venner med godser, så hele jagtfeltet har været gæster og jaget over store marker med flotte parader foran hovedhuset og gerne med helstegt gris som afslutning. 

Copyright Ridehesten.com
James Iuel Brockdorff til venstre på sin hest. Foto: Ridehesten.com/Maria L. Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Baron James Iuel Brockdorff nåede at ride i ti år, men sætter et varigt aftryk. Nogle mennesker vil blive nævnt igen og igen mange år efter deres død, og på den måde kan man jo blive udødelig. Sådan et menneske var James Iuel Brockdorff, men han var desværre ikke udødelig. Det kunne man ellers tro med sit vovemod og risikovillighed; han dykkede med hajer, stod off-pisteskiløb nær afgrunden, sprang i faldskærm og den slags, indtil han begyndte på jagtridning.

Copyright Ridehesten.com
Foto: Louise Plaun

James blev ikke særlig gammel og efterlader sig en hær af sørgende. Hans yngste søn er født midt i sygdomsforløbet og aner selvfølgelig ikke, hvad der er hændt, men det er der en skare, som er meget bevidst om og hårdt ramt af, fordi James som ingen anden kunne knytte venskaber. Der er flere, der mener, at James var deres bedste ven, for James kunne både være tæt, indgående og personligt nærværende. På den anden side var han samtidig så udadvendt og festlig, som man kan blive. Han sad ikke til bords, nej han stod på bordene. Han var et naturligt samlingspunkt. Ikke kun for os, der var en indgroet del af jagtrytterne, men James favnede også helt nye og gerne unge, som også blev bidt af fællesskabet ved jagtridning.

James blev 54 år og efterlader sig sin kone, to sønner på et halvt og tre år samt to døtre på hhv. 16 og 19 år.

Æret være James Iuel Brockdorffs minde.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner