Nina Marie Villadsen
Dagens udgave af Børsen indeholder livsstilstillægget Pleasure, hvis forside prydes af jagtrytter, baron og ejendomsmægler James Iuel-Brockdorff i sadlen på sin smukke, røde jagthest, der bærer dansk varmblods logo på sadelunderlaget.
Inde i tillægget er en artikel om James Iuel-Brockdorff, der først begyndte at ride for under et år siden. I artiklen fortæller han, at det var hans mål at lære at ride på under et år, så han kunne deltage ved den store hubertusjagt i Dyrehaven. På tidspunktet for artiklens tilblivelse havde han deltaget i 11 jagter på bare ti måneder.
Hesten er hans egen og er rigtig nok en dansk varmblodshest, som han faldt for, da han havde redet i bare to måneder. En pige på rideskolen var ked af, at hun ikke kunne magte sin store røde hest og andre havde også haft problemer med den store vallak. James tog et kig på hesten og tænkte, at den lige var noget for ham, og så blev den købt og omdannet til jagthest. Den 181 cm høje røde vallak Rodney Skovgaard er efter Royal Z II/Åge xx og er opdrættet af Inge og Bent Neergaard.
James kastede sig over ridesporten efter han havde taget mod udfordringen om at ride Hubertusjagten i Dyrehaven, som rides på søndag den 3. november. Men ridningen bliver dog ikke lagt på hylden efter Hubertusjagten, tværtimod. – Jeg har altid grinet lidt af de der mennesker, der bare skulle ud at ride på deres heste hver dag, men nu er jeg selv bidt af en hest, griner James, der frygter at skulle undvære ridningen, hvis Rodney en dag bliver skadet. Derfor overvejer han at anskaffe sig endnu en hest.
Læs artiklen om James Iuel-Brockdorff i Børsens tillæg Pleasure i dag.