Casanova Hästak har succes med græsk rytter

20-06-2025 09:26

Annika Knudsen Lorentsen

Den danskopdrættede hingst Casanova Hästak DWB rides med succes af græske Ioli Mytilineou, og senere i dag skal de ride deres første Global Champions League konkurrence sammen

Copyright Ridehesten.com
Ioli Mytilineou og Casanova Hästak DWB ved CHIO Rotterdam 2024. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den 12-årige hingst Casanova Hästak DWB e. Cosmeo/Diamant de Semilly er opdrættet af Carsten Carstensen i Danmark, og ud af hans meget succesfulde Immerdor-hoppestamme. 

Han blev kåret i Dansk Varmblod tilbage i 2016 hvorefter svenske Hästak købte hingsten på forårsauktionen i forbindelse med Dansk Varmblods Hingstekåring. Siden købet blev Casanova Hästak en særdeles succesfuld hingst i avlen i Sverige, ligesom han udviklede sig på springbanen, hvor han under svenske Andreas Brandt startede sin internationale karriere, og blandt andet deltog ved UVM på Zangersheide.

I 2021 blev hingsten solgt til Hannah Mytilineou, som har redet OL for Grækenland, og hun startede først et par stævner med hingsten inden hendes datter Ioli Mytilineou overtog tøjlerne. Siden har Ioli og Casanova Hästak haft stor succes sammen. Senest blev de nr. 5 i CSIO3* 155 cm Grand Prix ved EEF Series-stævnet i Kronenberg i slutningen af maj. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Klar til Global Champions League
Ioli Mytilineou er en del af Global Champions League-holdet Monaco Comets, og senere i dag får Casanova Hästak DWB sin debut i Global Champions League, hvor den unge græske rytter skal repræsentere holdet i sadlen på den danskavlede hingst. 

Copyright Ridehesten.com
Ioli Mytilineou og Casanova Hästak DWB ved CHIO Rotterdam 2024. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Blandt Casanova Hästaks og den græske rytters resultater er det også værd at nævne sidste års 5-stjernede stævne i Rotterdam, hvor de blev placeret i alle tre klasser fra 145-150 cm, heriblandt en fjerdeplads i Van Lanschot Prijs 150 cm. 

En stærk hoppestamme
Casanova Hästak kommer som nævnt ud af en særdeles stærk hoppestamme fra Carsten Carstensen. Blandt hingstens søskende er Handybeat e. Heartbeat der har gået S-klasser med Camilla Mortensen og Hattrick e. Heartbeat der har gået 160 cm DM med Kamilla Grauff Albreksen.

I hoppestammen finder man desuden heste som Dublé e. Diamant de Semilly der har gået 160 cm med Maria Hjort Frederiksen og Conchillo e. Churchill der har gået 160 cm med Stine Cassøe Jakobsen, for blot at nævne nogle af de heste, der ligeledes kommer fra hoppestammen. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen