Byrialsen går fri i polsk retssag

24-11-2023 10:47

Trine Askjær-Jørgensen

I en ti år gammel sag om vanrøgt og dyremishandling af heste i Polen er John Byrialsen her til morgen blevet frifundet

Copyright Ridehesten.com
John Byrialsen. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

De seneste måneder har stutteriejer og hesteavler John Byrialsen og hans stutteri Viegård ved Skals fyldt rigtig meget i medierne. Mens Viegårdsagen fortsat fylder herhjemme, er Byrialsen fredag morgen blevet frifundet i en sag om vanrøgt og dyremishandling i Polen, skriver TV2

Sagen går tilbage til 2013, hvor de polske myndigheder greb ind på Byrialsens stutteri i Polen, efter en ansat havde dokumenteret udmagrede heste med store, åbne sår. Polsk politi konfiskerede samtidig over 50 heste.

Anklageren i sagen krævede Byrialsen idømt en betinget fængselsstraf på to år, forbud mod at eje heste i Polen i ti år og en bøde på 50.000 zloty (ca. 85.000 kr.), men retten i den polske by Poznan fandt ikke John Byrialsen skyldig i anklagerne. Til gengæld har retten idømt en tidligere medarbejder på det polske stutteri en dom på ti måneders betinget fængsel og forbud mod at eje dyr i tre år.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Det er jo, hvad jeg havde forventet. Det er også, hvad min sagfører havde forventet. Manageren har forsøgt at skjule situationen for mig. Jeg var kun dernede en enkelt gang på et halvt år, sagde John Byrialsen til TV2.

Selvom sagen i Polen nu er afsluttet, kæmper John Byrialsen stadig med flere sager. Hen over sommerhalvåret har både dyreaktivister og professionelle fra hesteverdenen demonstreret ved hans midtjyske adresser, og det har ført til, at Midt- og Vestjyllands Politi sammen med Forsvaret foretog en omfattende aktion den 23. august 2023, hvor de fandt omkring 50 nedgravede heste.

Efterfølgende blev John Byrialsen sigtet for både ulovlig våbenbesiddelse, overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven og efter dyrevelfærdsloven for grov og uforsvarlig behandling af heste. Både han selv, hans kone og hans stutteri er erklæret konkurs. Stutteriet alene har en gæld på 17 millioner kroner til firmaet Eurosteel.

Resterne af de nedgravede heste er senere blevet undersøgt på Københavns Universitet. Undersøgelserne viste, at hestene forud for deres død ikke var afmagrede.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner