Camilla Tiefensee Schrøder
Fremtidens stjerner mødes i direkte duel, når finalen i Bundgaard Byg Cup går i luften hos Blue Hors denne weekend. Det skriver Dansk Ride Forbund.
Gennemsnitsalderen for de 15 startende heste er lige knap 9 år, så det er de helt unge stjerner, der mødes i kamp om titlen som vinder af året Bundgaard Byg Cup.
Efter kvalifikationerne er det Nanna Skodborg Merrald, der ligger i front. Faktisk så suverænt, at hun indtager både første og andenpladsen på henholdsvis Gørklintgårds Quarter Boy og Gørklintgårds Quantico. Med sejre ved både første og tredje kvalifikation har Nanna bevist over for konkurrenterne, at hun er farlig.
Ved anden kvalifikation, der blev afviklet på Broholm i sommer, var det Carina Nevermann Torup, der med guldmedaljehoppen Grevens Sa’Va sejrede. Så der skal afgjort også passes på den ekvipage. Sejren på Broholm kom i hus foran bl.a. foran Anna Kasprzak og Quarton. Men selvtilliden bør også være i top hos dette par, der kommer med to dugfriske internationale sejre i bagagen fra World Cup Herning stævnet.
Feltets yngste hest er avlshingsten Blue Hors Veneziano på blot 7 år. Ved sidste kvalifikation blev det til en andenplads til ham og rytter Daniel Bachmann Andersen, og nu er parret jo på hjemmebane, så mon ikke de er klar til at give pigerne kamp til stregen. Spændende skal det i hvert fald blive, hvem der løber med sejren og titlen som vinder af Bundgaard Byg Cup 2017.
Eftersom der er 15 startende heste går samtlige ekvipager videre til den spændende kür-finale søndag. Se startlisten HER. Alle start- og resultatlister findes HER.
Læs mere om Bundgaard Byg Cup.