Bliv tryg til hest

22-12-2018 19:30

Marie Helene Rigård Rohleder

Hvis du nogle gange oplever at være utryg til hest, så er der hjælp at hente. Ridelærer Merete Stenner arbejder med at lære nervøse ryttere at trække vejret, have fokus på hesten og træne basissignalerne

Copyright Ridehesten.com
Merete Stenner med sin datter Ellenpå islænderen Verdandi.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Der er ikke noget som helst forkert i at blive nervøs, og de fleste ryttere vil da også opleve det på et eller andet tidspunkt. Men hvis knuden i maven vokser, og “hvad nu hvis” tankerne helt tager over, kan rideglæden blive ødelagt, og man kan blive utryg ved sin hest.

Den frygt har ridelærer Merete Stenner hjulpet ryttere med at bekæmpe de sidste 5 år, og nu har hun skrevet bogen “Tryg til hest - tips og øvelser til ro og rideglæde” sammen med forfatter Karina Demuth.

For hvis du først er blevet bange og utryg ved at ride, så er det rigtig svært at overvinde frygten. Det kræver først og fremmest mod at turde erkende, at man er bange. Dernæst kræver det tid og lyst til at arbejde med både sig selv og sin hest, fortæller Merete Stenner.

– Det er min erfaring, at utryghed ved ridning er et udbredt problem i den danske hesteverdenen, men nogle steder er det desværre stadig et tabu at snakke om. Jeg har personligt været meget utryg ved at ride tidligere, og min komfortzone med min hest blev bare mindre og mindre. Til sidst besluttede jeg at begynde at arbejde med mig selv, for ridning skal være en glæde og ikke en frygt, siger Merete Stenner.

Copyright Ridehesten.com
Merete Stenner på sin egen hest Lukas. Foto: Susan Kjærgård

Hun er uddannet Blue Berry Hill Basisinstruktør hos Susan Kjærgård og er i gang med at tage overbygningen som træner. Derudover underviser hun børn og voksne i ridning med fokus på tryghed og god grundridning. I hendes undervisning lægges der vægt på en lydhør og tilpas hestog på at give rytteren forståelse for hestens læring og bevægelse.

Træk vejret og træn dit stopsignal
Når Merete Stenner giver Tryg til hest-kurser, så er en af de vigtigste budskaber, at rytter og hest hænger sammen. Man bliver nødt til at arbejde med både hesten og sig selv for at komme frygten til livs.

– I mange tilfælde opstår frygten, fordi hesten har reageret uhensigtsmæssigt i bestemte situationer. Eksempelvis så kommer frygten ofte til udtryk ved at rytteren spænder i hele kroppen og holder hårdt fat i tøjlen. Det kan modvirke effekten af et stopsignal, fordi hesten oplever, at presset på tøjlen øges konstant, og derfor går hesten hurtigere, siger Merete Stenner.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Derfor er en af fokuspunkterne i bogen vejrtrækningsøvelser. Hvis man ikke trækker vejret, når man rider, bliver rytteren fysisk og mentalt anspændt, og det sætter sig i hesten. Derfor er det vigtigt, at man som rytter starter med at øve sig i at sænke skuldrene, slappe af i kroppen og trække vejret helt ned i maven, før man sætter sig i sadlen, fortæller Merete Stenner.

Copyright Ridehesten.com
Merete Stenner bruger ofte både longering og bomtræning, når hun underviser.

Men træningen af hesten er lige så vigtig. Hesten skal også være tryg og glad under rytter.

– Det er vigtigt, at ridningen hele tiden foregår i rytterens tempo. Nogle ryttere bliver bange i helt specifikke situationer, mens andre bliver bange uanset hvad. Derfor er det vigtigt at have en klar plan for ens ridning, så man hele tiden ved, hvilke øvelser man skal lave, fortæller Merete Stenner.   

Hun arbejder eksempelvis meget med bomme og kegler, når hun underviser. Hvis man skal træne et godt stopsignal, så ligger Merete Stenner typisk nogle bomme ud på ridebanen og beder rytteren om at stoppe hesten ved bommen. Det vigtigste er, at rytteren husker at slippe presset og tøjlerne lige så snart, hesten stopper ved bommen. Ved hjælp af træningsmetoden negativ forstærkning, hvor man fjerner pres, så vil hesten lære stopsignalet.

– Som nervøs rytter skal man først og fremmest vide, at man ikke er alene. Du kan arbejde med din utryghed, for det skal ikke være et livsvilkår i dit samvær med hesten, afslutter Merete Stenner.

Læs mere om Tryg til Hest-bogen her.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner