Fremtid for væddeløbssporten efter dødsfald?

12-05-2009 14:56

Grethe Næsby

Det er en usikker fremtid, der venter væddeløbssporten i Australien, efter tre heste døde under et stævne i sidste uge

Hesteløb i Australien går en dyster femtid i møde efter tre heste er døde under samme stævne, the Warrnambool Racing Carnival, som blev afholdt i Victoria i sidste uge. Disciplinen "jump racing" blev øjeblikkeligt indstillet efter dødsfaldene, og der er blevet indkaldt til et akut bestyrelsesmøde i Racing Victoria i morgen d. 13. maj til en diskussion om sportens fremtid. Administrerende direktør for Racing Victoria, Rob Hines, har bedt organisationens springpanel om at udarbejde en rapport til bestyrelsen om samtlige hændelser i denne sæson. Der vil i løbet af ugen træffes en beslutning, men "jump racing" vil kunne se frem til et permanent forbud. Med de tre hestes død i sidste uge er der hele syv heste, som på under to uger har mistet livet i Australien i forbindelse med hesteløb. Sidste år døde 12 heste under hesteløb i Australien, og da blev der indført nye sikkerhedsforanstaltninger i sporten. Men det har tydeligvis ikke hjulpet. Et møde med 23 spring-jockeyer i weekenden frembragte en liste over anbefalinger, som vil blive præsenteret for bestyrelsen. Her bliver det blandt andet anbefalet at fjerne sidste forhindring i løbet samt ikke at starte i startbokse. South Australia og Victoria er de to eneste stater i Australien, som stadig afholder "jump racing". Bliver det forbudt i Victoria, vil det sandsynligvis også medføre et forbud i South Australia.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner