Annika Knudsen Lorentsen
– Tilbage i foråret 2021 måtte jeg desværre aflive min tidligere bedste ven, og derfor gik jagten ind på at finde en ny, indleder Gitte Frandsen, som heldigvis kort efter fandt Agazzi Firfod e. Zardin Firfod/ Ibikus (opdr. Stutteri Firfod), som tidligere havde gået med pararytter Didder Drøscher.
– Den 25. juni flyttede han fra Helsinge til Ringsted, hvor han skulle gå fra livet på enefold til store folde med masser af terræn, foldkammerater og endda et åløb, som skulle passeres. Ærligt, så forudså jeg, at min dressurmule ville være skræmt af tanken om at skulle stå i vand til langt opad benene, for at komme ud på resten af folden. Det blev dog gjort til skamme, for tre timer senere stod han midt i åen og havde en fest, forklarer Gitte og fortsætter:
– Tanken var at Agazzi skulle have et godt otium og bare rides for at blive holdt i gang, men ingen stævner. Det går dog ikke altid som planlagt, og Emma Rud Peitersen, som også har redet lidt på min tidligere pony, ville gerne prøve kræfter med ham. De gjorde hurtigt gode fremskridt, og vi blev enige om, at et lille stævne ville være hyggeligt. Det nød han, så de kom afsted igen, og endte med at prøve kræfter med LA-klasserne til distriktsstævne.
Uheldet var ude
Mens Emma red dressur og lidt stævner på Agazzi, hyggede Gitte sig med lidt ridning, skovture og jordarbejde, men i maj 2022 skete der noget, der vendte op og ned på det hele.
– Jeg havde ham i longe, hvilket vi hidtil havde haft stor succes med, bare ikke denne aften. Hvad der præcist skete, ved jeg ikke, men han mistede balancen, trådte forkert og slog bogstaveligt talt en kolbøtte om sin egen hals. Det var voldsomt, og så blev han liggende i første omgang. Det føltes som meget lang tid inden det lykkedes, men han kom på benene, men var meget forvirret og kunne ikke koordinere sine bevægelser. Med gode menneskers hjælp fik vi ham støttet ned til sin boks, og så var ventetiden på dyrlægen ellers skrækkelig, fortæller Gitte og fortsætter:
– Han fik noget smertestillende, men det var ikke muligt at komme en diagnose nærmere. Det blev en lang første nat, men han var tilsyneladende rimelig OK, så næste morgen satsede vi på, at det var forsvarligt at transportere ham til Faxe Dyrehospital. Halsen var voldsomt hævet og det var derfor endnu ikke nemt at vurdere hvor omfattende skaderne var.
Efter 14 dage var det til tid kontrol, og her viste det sig, at der var en fraktur på den fjerde halshvirvel og leddene omkring var også påvirket. Det var ikke den mest fantastiske besked, og Gitte fik at vide, at det kunne gå begge veje, men hun ville selvfølgelig give ham de bedste betingelser og muligheder for bedring.
– I stedet for de normale rideture blev de næste måneder brugt på at gå mange kilometer og græsse en smule. Det var megahårdt, for selvom han var den glade hest med sin sædvanlige ja-hat, så var han langt fra sit normale hesteliv. Han lå ikke ned eller rullede sig i seks uger, så da han første gang havde halm i halen og støv på ryggen, blev der sat flag op på boksen.
Tilbage på stævnebanen
I juli måned blev det tid til endnu en kontrol, og her var beskeden, at han var i rigtig god form, og Gitte og Agazzi blev sendt hjem med besked om, at der ikke var anledning til flere ledbehandlinger, og de så småt kunne begynde at skridte ture, naturligvis med løs tøjle.
Månederne gik med genoptræning, hvor Gitte fik uundværlig hjælp fra Emmas mor Trine Rud Peitersen til genoptræning af Agazzi. I dag, godt et år efter uheldet, er Agazzi tilbage i topform, og det er Trine, der hjælper Gitte med træningen af ham, mens Gitte også selv er kommet tilbage i sadlen. Sammen er Trine og Agazzi fornyligt blevet nummer to til klubmesterskabet i deres klub, ligesom de har været til start i LA dressur.
– Vi er megastolte, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg ikke kunne have gjort det alene. Et fantastisk opstaldningssted, gode mennesker i stalden, professionelle mennesker omkring os, og selvfølgelig god hjælp fra Trine og Emma til at få ham i gang, er grunden til, at vi i dag har en glad og tilpas hest, som er tilbage på stævnebanen i ny og næ, slutter Gitte.
