Niels Clemmensen
Bihulebetændelse kan opstå via en flækket tand, hvor foderet kan samle sig og arbejde sig op i tanden og derved få adgang til bihulen, hvor det kan forsage en infektion. På samme måde kan irritation og betændelse omkring en tand, hvor foder og bakterier kan arbejde sig op langs siden af tanden, være årsag til en bihulebetændelse. Hvis der er tale om bihulebetændelse i forbindelse med tandproblemer, er der tale om kæbehulebetændelse.
Symptomerne på bihulebetændelse kan være:
- Gulgrønt, tykt, stinkende flåd fra næseborene, nogle gange med foder- og blodrester i
(Flåddet kan være der hele tiden, eller en gang imellem)
- Der kan ses øjenbetændelse
- Ændring af hovedformen på grund af hævelser
- Hævelse af lymfekirtlen mellem kæbegrenene i samme side, som flåddet kommer fra
- Der er som regel kun flåd fra det ene næsebor
Dyrlægen stiller diagnosen ud fra symptomerne og ved hjælp af røntgenbilleder af hestens hovede vil man kunne lokalisere bihulebetændelsen.
Behandlingen for bihulebetændelser er i første omgang penicillin/antibiotika, og hvis det ikke er tilstrækkeligt skal hesten opereres. Operationen foretages mens hesten er stående, og der laves hul i knoglen ind til den inficerede bihule hvorigennem betændelsen kan skrabes ud. Derefter udskylles bihulen dagligt med desinficerende væsker i en periode, og hesten modtager smertebehandling og evt. antibiotikabehandling. Hvis betændelsen er forsaget af en tand, skal den ligeledes behandles.