Grethe Næsby
Bettina Hoy vandt søndag den prestigefyldte, firstjernede militarykonkurrence, HSBC FEI Classics i Pau, efter at ekvipagen måtte kvitte OL på grund af en mindre skade hos hesten. Den 17-årige vallak, Ringwood Cockatoo, overtog hun i sin tid fra sin man, Andrew Hoy. Den tyske rytter førte konkurrencen i Pau fra start til slut, og det var endda ægtefællen, som var den tætteste konkurrent indtil søndagens afsluttende springning. Efter terrænridtet lørdag var Bettina Hoy rørt til tårer over sin hests præstation på banen: - Min hest var fantastisk. Det er altid noget helt specielt, når en hest kommer tilbage efter en skade, sagde hun. Hun havde da også grund til at juble, idet weekendens sejr indbragte omkring 250.000 kr. i præmie. Samtidig modtog hun 25.000 dollars, svarende til over 125.000 kr., idet hun hermed slutter samlet som nr. 5 i HSBC FEI Classics, som består af 5 firstjernede stævner i henholdsvis Badminton, Luhmühlen, Lexington, Burghley og Pau. Dette var dog ikke engang den største pengepræmie ved stævnet. Britiske William Fox-Pitt inkasserede 150.000 dollars, over 500.000 kr., som den rytter, der har samlet flest point i HSBC FEI Classics. Kilde: FEI