Beemer til Caroline Roffman

03-02-2011 11:39
Det udmeldes, at Lars Petersens dygtige elev, FEI Rising Star 2010 Caroline Roffman, skal overtage Grand Prix-hesten Beemer

For to år siden købte Caroline Roffmans fars firma Global Dressage Sales LLC den nu 13-årige oldenburgervallak Beemer som et salgsemne. Hesten er stadig til salg og er i mellemtiden blevet uddannet af den danske OL-rytter Lars Petersen i Florida, hvor den talentfulde Caroline Roffman har trænet i flere år. Caroline er blandt andet ejer af den danske dressurhest Lux Stensvang. Det kniber for Lars med at finde tid til selv at træne så meget, som han kunne ønske, da han er en meget travl og efterspurgt instruktør, og ligeledes er involveret i udviklingen af et nyt stævne i Florida. Deraf kom idéen, at 22-årige Caroline kunne få stor glæde af at ride Beemer. Hun har allerede debuteret sin danske hest i Grand Prix for unge ryttere og netop det niveau passer Beemer ideelt til, fortæller hun til Dressage-News. Den nye ekvipage havde i sidste weekend deres stævnedebut sammen i en FEI Young Rider Grand Prix og det resulterede i 73,023%. Caroline rider og træner på fuld tid og efter en meget succesfuld ungrytterkarriere går hun nu efter de internationale U25-klasser og håber at kvalificere sig til CHIO Aachen i år. Det ville være en fornøjelse at se hende med danske Lux Stensvang her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner