Da jeg var 9 år gammel gik min ponydrøm i opfyldelse. Jeg fik en rigtig Pippihest, nemlig en knabstrupper, der hed  Happy.
Happy var en sød og tillidsfuld pony, men han havde ikke den store stævneerfaring. Det vidste sig, at Happy og ikke mindst jeg syntes, spring var det allersjoveste. Vi begyndte så småt på stævnene og resultaterne blev bedre og bedre. Men til vores sidste stævne i Dragør, hvor vi faktisk red en fejlfri tur, løb Happys ene øje lidt i vand. Min mor tog ham en smut forbi dyrehospitalet - bare for et lille tjek.  Det vidste sig, at Happy var helt blind på det end øje, og han kun havde 15% syn tilbage på det andet øje. Så fra den ene dag til den anden stoppede alt stævneaktivitet, og de næste mange uger gik med at forstå Happy, som blind.
Det at vi aldrig skulle til springstævne mere og måske aldrig skovture eller til vandet, var forfærdeligt for mig, men Happy måtte have haft det meget værre end mig.
Nu er jeg blevet meget fokuserede på at holde alle Happys færdigheder ved lige i vores hverdag. I hans trygge omgivelser, er vi både på spring- og dressurbanen samt ture i skoven. Efter jeg fandt ud af at Happy var blind, har jeg lagt mærke, hvor vigtigt det er at give de rigtige signaler, for jeg fungerer jo som hans øjne,  og det har givet os et tættere bånd.
 
Ny springpony
I foråret 2018 fik jeg en ny springpony, Mitzi! Fra første gang jeg red hende, kunne jeg mærke at det var hende, der skulle føre mig videre i min springkarriere!
Jeg har ikke haft Mitzi så længe, men vi har allerede haft mange fantastiske ture sammen, og vi har fået nogle gode resultater.
Jeg har lavet denne video, der viser min historie. Jeg håber i vil se med!

Kærlig hilsen Caroline Østerby
Følg mig på instagram: Caroline_Osterby