Thomas Bach Jensen
De danske ungryttere Maria Barnewitz Schou, Theodor Linde, Rie Rose Lindegren Roed og Caroline Rehoff Pedersen har i dag sat sig på en sikker sejr i CSIO Young Riders Challenge Cup i hollandske Peelbergen med landstræner Bo K. Møller ved deres side.
I den 145 cm høje CSIOY Milestone Farm Prix red Caroline Rehoff Pedersen sin 12-årige oldenburgervallak Chaccieny e. Chacco-Blue Caretano Z og blev med et resultat på blot 5 fejl den rytter, der ikke talte med i det samlede holdregnskab. Rie Rose Lindegren Roed fik med sin 13-årige holstenervallak New Comer e. New Quidam/ Cascavelle et enkelt nedslag og altså 4 fejl.
Den samme gjorde sig gældende for Theodor Linde og hans 15-årige franske vallak Salto des Nauves H D C e. Tlaloc M/ Le Sartillais, der også fik 4 fejl, mens der var nul fejl til Maria Barnewitz Schou og hendes 14-årige hoppe Seana e. Stolzenberg/Escudo II.
Det danske hold sluttede med samlet 8 fejl og tog sejren foran det irske hold med 12 fejl og det hollandske hold på tredjepladsen med 17 fejl.
Se resultatet af Nations Cup og stævnets resultater her.