Paradressur-landsholdet på banen i Rio fra søndag

10-09-2016 15:27

Fra søndag går det løs i paradressuren på Olympic Equestrian Centre i Rio, hvor de fire danske paradressurryttere Annika Lykke Dalskov Risum, Caroline Cecilie Nielsen, Stinna Tange Kaastrup og Susanne Jensby Sunesen er klar til medaljedysterne

Copyright Ridehesten.com
Foto: Kathrine Westergaard

Vores fire paradressurryttere Fanebærer Annika Lykke Dalskov Risum (Otterup), Caroline Cecilie Nielsen (København Ø), Stinna Tange Kaastrup (Odense) og Susanne Jensby Sunesen (Thisted) er klar til at kæmpe for dansk PL-metal i både holdkonkurrencen og de to individuelle medaljedyster

De danske paradressurryttere og deres heste er faldet godt til i Rio og er klar til at kaste sig ind i medaljekampen, når paradressuren starter.

”Vi er faldet rigtig godt til her i Rio. Stemningen i den danske lejr er i top, og hele teamet omkring os ryttere fungerer rigtig godt sammen. Hestene skulle lige lande efter den lange flyvetur, men de er i super form, og vi har haft en perfekt træning i dag, her to dage før vi starter. Forholdene for hestene er rigtig gode, og banerne er super, så vi skal ikke klage. Jeg er helt klar til at give den gas på søndag, og planen er lagt – vi skal ride fejlfrit og med stort overskud, og det er jeg overbevist om, at vi kan”, fortæller Susanne Jensby Sunesen.

”Min hest er faldet godt til og er glad og tilpas, og så er jeg også glad og tilpas – det tegner rigtig godt. Teamet omkring os ryttere er bare super, og det gør, at vi kan fokusere på at være super skarpe på opgaven. Vi har haft en rigtig god træning i dag, hvor vi har fået de sidste detaljer på plads, så vi er helt klar til at give vores allerbedste på søndag”, siger Annika Lykke Dalskov Risum.

Danmark er repræsenteret i af Annika Lykke Dalskov Risum (grad III) på Aros A’ Fenris, Susanne Jensby Sunesen (grad III) på Thy’s Que Faire, Caroline Cecilie Nielsen (grad II) på Leon og Stinna Tange Kaastrup (grad IB) på Smarties, og landstræneren har stor tiltro til sit hold.

”Alt fungerer, forholdene er optimale, og vi kører fint efter planen, så det ser rigtig godt ud. Vi har en meget homogen gruppe, hvor alle fungerer rigtig godt sammen. Både ryttere og heste er godt forberedt og særdeles fokuserede og skarpe på opgaven, så vi ser frem til at komme i gang på søndag og kæmpe for medaljer til Danmark”, siger landstræner David Amager.

PL-program – paradressur (danske tider)

Søndag den 11. september
Kl. 15.00: Team test (grad III) – Annika og Susanne
Kl. 19.00: Team test (grad IB) – Stinna
Mandag den 12. september
Kl. 15.00: Team test (grad IV) – ingen DK deltagelse
Kl. 18.00: Team test (grad IA) – ingen DK deltagelse
Tirsdag den 13. september
Kl. 15.00: Team test (grad II) – Caroline
Kl. 19.00: Indv. test (grad III) – Annika og Susanne
Onsdag den 14. september
Kl. 15.00: Indv. test (grad IV) – ingen DK deltagelse
Kl. 19.00: Indv. test (grad IB) – Stinna
Torsdag den 15. september
Kl. 14.00: Indv. test (grad II) – Caroline
Kl. 17.45: Indv. test (grad IA) – ingen DK deltagelse
Fredag den 16. september
Kl. 14.00: Kür (grad III) – evt. Annika og Susanne
Kl. 15.10: Kür (grad IV) – ingen DK deltagelse
Kl. 18.00: Kür (grad IB) – evt. Stinna
Kl. 19:10: Kür (grad IA) – ingen DK deltagelse
Kl. 20.30: Kür (grad II) – evt. Caroline

FAKTA OM PARADRESSUR-RYTTERNE 

Annika Lykke Dalskov Risum, paradressur (grad III)
Alder: 37 år
Handicap: Tetraplegi (lammelser pga. rygmarvsskade)
Klub: Dalumgård Rideklub
By: Otterup
Hest: Aros a Fenris
Beskæftigelse: Civilingenør ved Nyborg Kommune
Deltaget ved PL i 2008 og 2012
To bronzemedaljer ved PL 2012, og en bronze- og en sølv-medalje ved PL 2008 (flere medaljer ved EM og VM) 

Caroline Cecilie Nielsen, paradressur (grad II)
Alder: 26 år
Handicap: Halvsidig spastisk lammelse (Cerebral Parese)
Klub: Høsterkøb Rideklub
By: København Ø
Hest: Leon
Beskæftigelse: Kommunikations- og regnskabsassistent
Deltaget ved PL i 2008 og 2012
Bronze ved PL 2008 (flere medaljer ved EM og VM)

Stinna Tange Kaastrup, paradressur (grad IB)
Alder: 22 år
Handicap: Født uden ben
Klub: Middelfart Ridecenter
By: Odense
Hest: Smarties
Beskæftigelse: Læser engelsk på Syddansk Universitet
PL-debutant (flere medaljer ved EM og VM)

Susanne Jensby Sunesen (grad III)
Alder: 39 år
Handicap: Inkomplet paraplegiker (rygmarvsskadet)
Klub: Hundborg/Midtthy Rideklub
By: Thisted
Hest: Thy’s Que Faire
Beskæftigelse: Driver eget hestestutteri
Deltaget ved PL i 2012 (4. plads) 
Flere medaljer ved EM og VM

PL i Rio

Følg de danske paradressur-ryttere i billeder HER.

/DRF.

Info

Om paradressur og PL-konkurrencerne
Klassificering: I paradressur er rytterne klassificeret i fem grader efter deres handicap. Grad IA er rytterne med sværeste handicap, mens grad IV er ryttere med mindste handicap. Sværhedsgraden af de forskellige programmer (team test, indv. test og kür) er forskellig fra grad til grad. Team test og indv. test er fastlagte programmer, mens rytterne selv sammensætter kür-programmet og vælger musik der passer til.
Holdkonkurrencen: Alle fire danske ekvipager deltager i holdkonkurrencen, som afgøres over to klasser – team test og indv. test. Alle holdryttere rider både team test og indv. test, og for hver test lægges de tre bedste resultater sammen til holdets resultat. Herefter lægges holdresultaterne fra de to test sammen til det resultat, der afgør holdkonkurrencen.
Individuelle medaljer: Der er to sæt individuelle medaljer i hver grad på spil ved PL. Et sæt i indv. test og et sæt i kür-programmet. Alle ryttere rider indv. test, der også er en del af holdkonkurrencen, mens det kun er den bedste tredjedel (min. 7) fra hver grad (sammenlagt team test og indv. test), der får adgang til at ride om kür-medaljerne.
Deltagere: 14 nationer deltager i holdkonkurrencen. Der er i alt 76 ekvipager til start, hvoraf 55 både deltager på hold og individuelt – de øvrige 21 rider kun med om individuelle medaljer.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner