Dansk hest fører grad III i Rio

12-09-2016 07:50

Den norske paradressurrytter Ann Cathrin Lübbe har lagt sig i spidsen ved i de Paralympiske Lege 2016 i Rion de Janeiro på sin danske varmblodshest

Copyright Ridehesten.com
Ann Cathrin Lübbe og Porsborggaardens Donatello. Foto: FEI

På stadion i Deodoro ved Rio de Janeiro har norske Ann Cathrin Lübbe taget føringen med den smukke og velgående DV-hest Porsborggårdens Donatello e. UNO Don Diego/ Urprinz (opdr. Hanne Porsborg Clausen). Ann Cathrin trænes af den danske berider Vibeke Degn Andersen, der også er landstræner for det norske hold.

- Jeg havde et fantastisk ridt, selv om der på det tidspunkt var meget støj udenfor stadion. Min træner havde sagt, at jeg bare skulle ignorere alt og bare ride, så jeg red bare, og så har jeg jo en fantastisk hest, fortalte PL-guldvinderen fra Athen 2004, Ann Cathrin Lübbe.

Hun scorede 72,237% i grad III-programmet og lagde sig solidt i spidsen med hollandske Sanne Voets på andenpladsen. Danske Susanne Jensby Sunesen tog tredjepladsen med 70,158% på sin DV-hest Que Faire e. Quite Easy/ Ladoga (opdr. Stutteri Thy), mens fjerdepladsen gik til danske Annika Lykke Dalskov Risum og DV-hesten Aros A' Fenris e. De Niro/ Temple Wind xx (opdr. Stald Fenris). Altså tre DV-heste i top fire hos grad III-rytterne.

Porsborggårdens Donatello har også den særlige historie, at han oprindeligt var købt af en ung norsk raskrytter med drømme og ambitioner om OL i Rio. Hun omkom meget tragisk i et trafikuheld, og hendes forældre nænnede ikke at skille sig af med hendes hest Donatello, som siden hen kom til Ann Cathrin Lübbe. Forældrene er på lægterne for at følge deres datters hest i Rio.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner