Astrid Ø. Sørensen
Det tyske Hannoveranerforbunds årlige dressurchampionatsfinale har netop fundet sted i tyske Verden, hvor der tidligere har været afholdt UVM i dressur, og i 6-års klassen blev det hannoveranerhingsten Be Sure e. Callaho's Benicio/ Scuderia, der løb med sejren. Den imponerende avlshingst fra Helgstrand Dressage, der er kåret i Dansk Varmblod, blev belønnet med hele 9,2 i karakter for sin kraftfulde og opadgående galop, og det blev klassens bedste galopscore. Be Sure blev redet i championatet af den tyske Helgstrand-rytter Eva Möller.
Be Sure er populær blandt de danske avlere og har flere år i streg været blandt de mest benyttede hingste i Dansk Varmblod. I 2023 blev det til 78 bedækninger og en tredjeplads, kun overgået af de noget ældre og mere profilerede hingste Hesselhøj Donkey Boy e. ERA Dancing Hit/ Milan (opdr. Dorthe og Hans Jørgen Hoeck) samt Blue Hors St. Schufro e. St. Moritz Junior/ Blue Hors Don Schufro.
Be Sure har også været aktiv i sporten for Danmark og repræsenterede i 2023 de danske farver til UVM i dressur i Ermelo, hvor det var Thomas Sigtenbjerggaard, der havde fornøjelsen af hingsten. Det blev til en 11. plads i finalen med karaktererne 8,6 for skridt, 8,8 for trav, 9 for galop og eftergivenhed samt 8,8 for det samlede indtryk.
På trods af Be Sure hidtidige succes er det netop vundne championat i Hannoveranerforbundet dog hingstens første titel.