Annika Knudsen Lorentsen
De seneste uger har der været fuld gang i stævnerne i det spanske Oliva, hvor Mediterranean Equestrian Tour har fundet sted med flere stævneturneringer. MET III er i gang med sin sidste uge, og de bedste ungheste er blevet kåret i en samlet Trophy-stilling.
Her endte Balotelli Love e. Baldini II/Quintero (opdr. Lene Ibsen) på en fornem andenplads ud af i alt 56 6-årige heste. Balotelli er avlet af Lene Ibsen, som solgte den talentfulde vallak da han var 3 år. Her blev han solgt til Emilie Katrine Høll Pedersen, som red ham med succes ved 4-års championat.
Igen som 5-års havde Emilie og Balotelli succes ved championatet, og de deltog også ved UVM på Zangersheide, hvor de kom i finalen.
– I år valgte Emilie og hendes familie, at de ville sælge Balotelli, og den opgave fik Shannon Meinert Ketterle, som har mange kontakter i sporten, fortæller Lene Ibsen og fortsætter:
– Men efter en uges ridning ringede Shannon til mig, og vi blev enige om at købe Balotelli af Emilie sammen. Han er så konkurrencedygtig og går så mange klasser fejlfrit. Planen er, at Shannon skal videreuddanne ham indtil den rigtige køber dukker op. Det handler ikke kun om prisen, men også om at finde et godt hjem hvor han får mulighed for at udvikle det potentiale han har.
Balotelli gik i går fejlfrit i finalen på 130 cm ved MET III og blev placeret, ligesom han her til morgen igen gik fejlfrit i stævnets sidste 6-års klasse og opnåede en fornem fjerdeplads. I videoen nedenfor kan I se Balotelli og Shannon fra finalen i går.