Annika Knudsen Lorentsen
36 ekvipager mødtes i den sidste kvalifikation i den vesteuropæiske liga i World Cup-sæsonen 2022/2023, som blev afholdt i forbindelse med Gothenburg Horse Show her i eftermiddag. Her skulle dagens World Cup-kvalifikation afgøres, men det var ligeledes i dag, at de endelige finalepladser til finalen i Omaha skulle fordeles.
Blot fire ryttere formåede at ride fejlfrit på den krævende bane, og blandt dem var de to danske ryttere der stillede til start. Både Andreas Schou med Darc de Lux e. Darco/Contender (opdr. Morten Augustinus) og Lars Bak Andersen med Ethene e. San Patrignano Corrado/ Cayado red i flot stil gennem banen og sikrede deres plads i omspringningen, hvor de fire bedste placeringer skulle fordeles.
Med sin fejlfrie hovedrunde sikrede Andreas sig en endelig kvalifikation til World Cup-finalen, mens han i omspringningen gjorde et flot forsøg på at levere en hurtig runde. Om dagens klasse fortalte Andreas følgende inden han red ind i omspringningen:
– Det var en meget krævende bane i dag, og jeg vidste godt, at der ikke ville blive mange fejlfrie på den meget lange bane. Hestene skulle være meget kloge for at komme fejlfrit rundt i dag. Darc er en stor og lidt langsom hest, så i omspringningen vil jeg forsøge at ride så hurtigt som muligt.
Andreas' tid var den næstbedste i dagens omspringning, men da han fik et enkelt nedslag, endte han på en utrolig flot fjerdeplads. Vigtigst af alt i dag, var dog de 13 World Cup-point, som Andreas sikrede sig. For tillagt de 38 point fra tidligere kvalifikationer betyder det, at Andreas nu kan forberede sig på at deltage ved finalen, der afholdes i Omaha, USA fra den 4.-8. april 2023.
Lars Bak dobbelt fejlfri og 3'er
Som sidste mand i hovedrunden leverede Lars Bak Andersen den sidste og fjerde fejlfrie runde i hovedrunden af dagens kvalifikation. I omspringningen leverede han endnu en flot fejlfri runde, og hans tid rakte i dag til en fornem tredjeplads.
Den 11-årige hoppe Ethene bragte Lars sikkert i mål i tiden 42,55 sekunder, og viste i dag virkelig fin form på den krævende World Cup-bane. Blot 1,5 sekund adskilte de fire ekvipager i dagens omspringning.
De to danske ekvipager måtte se sig slået af franske Marc Dilasser, der sikrede sig sejren i tiden 41,02 sekunder, og schweiziske Puis Schwizer, der tog andenpladsen i tiden 42,35 sekunder. De to ekvipager leverede i dag fejlfrie ridt i begge runder.
– Følelsen i denne arena er helt vild, og det svenske publikum får virkelig en til at gøre sit ypperste for at levere en god præstation, fortalte Marc Dilasser efter dagens sejr.
18 ryttere finaleklar
Efter dagens World Cup-kvalifikation står det klart, hvilke 18 ekvipager fra den vesteuropæiske liga, der nu kan forberede sig på World Cup-finalen, og blandt dem er Andreas Schou, der har kvalificeret sig til sin første World Cup-finale i karrieren. Følgende er kvalificeret: