Bag kulisserne i OL-byen

10-08-2016 08:30

Britt Carlsen

OL

Inde bag hegnet omkring OL-byen - Olympic Village, hvor atleterne bor, er der et helt lille samfund med butikker mm. tag med Ridehesten på besøg i atleternes by

Det er bestemt ikke alle, der må komme ind bag hegnet til den olympiske by, hvor atleterne bor. Er man akkrediteret fra pressen, kan man få et særligt pas, men det kræver man deponere sin akkreditering i receptionen. Der må max være 100 repræsentanter for pressen ad gangen i Olympic Village. Og den giver ikke adgang til selve beboelsen, den er blot for atleter og deres holdledere/trænere. 

I dag fik jeg mulighed for at komme ind bag hegnet, da DIF indbød til pressemøde med dressurrytterne. Efter en tur gennem sikkerhedskontrollen deponerede jeg min akkreditering, som ellers hænger fast om halsen dagen igennem, og kun kommer af, når man går i seng.

Når man så træder ud på det store torv, som ligger før indgangen til det område, hvor atleterne bor, så er det en herlig, farvestrålende blanding af sportstøj, som møder øjet. Atleter fra hele verden er på indkøb, hyggesludrer over en kop kaffe, eller er i fuld gang med at blive interviewet af medierne. Man kan ikke lade være med at overveje, hvad den atlet, man lige får øje på, deltager i? Atleter fra Polen, Kina, Danmark, Tyrkiet, Honduras, Cameroun, Canada, Cuba - med mange flere, spadserer lige forbi mig. Nogle har været i konkurrence, eller hård træning, for der er atleter med sting på overlæben, hvid forbinding over øjet, en er i kørestol med adskillige plastre på knæ og skinneben, en er på krykker. Atter andre kommer cyklende eller løbende tilbage efter dagens træningspas - og rigtig mange står i kø til en afdeling af McDonalds, som har så stor søgning, at det kræver tre kasseapperater og 15-20 rappe personer, som steger burgere og pommesfrites eller pakker ordre. Køen er lang, men humøret højt.

Copyright Ridehesten.com
Bank, posthus, vaskeri, købmand, neglesalon, frisør mm. - jo OL-byen har flere butikker end de fleste småbyer i Danmark.

En stor butik sælger OL mechandise, og jeg benytter lejligheden til at købe en "pin" som symboliserer dressur. En butik fungerer som den lokale købmand. Og så er der en bank, et posthus, et renseri, en hæveautomat samt en frisør og en klinik som tilbyder neglepleje og -udsmykning. Jo bag hegnet er der en hel lille, velfungerende landsby, med fælles torv og aktiviteter samt en storskærm som konstant sender fra forskellige sportsgrene. 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner