Atterupgaards Botticelli til Helgstrand Dressage

06-09-2017 15:42

Helgstrand Dressage har erhvervet halvpart i den meget lovende 5-årige dressurhingst Atterupgaards Botticelli

Copyright Ridehesten.com
Atterupgaards Botticelli og Selina Solberg Vittinghus ved UVM 2017 i Ermelo.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Atterupgaards Botticelli, opdrættet af Atterupgaard, er efter hannoveranerhingsten Benetton Dream og DV-elitehoppen Atterupgaards Dicte, der er helsøster til den tidligere dobbelte europamester for ungryttere, OL-finalist og nyslået tredobbelt EM-medaljevinder for seniorer med Cathrine Dufour, Atterupgaards Cassidy e. Caprimond/ Donnerhall/ Pik Bube I. Atterupgaards Dicte er endvidere mor til de i DV-kårede hingste, Fassbinder e. Fürst Heinrich og Atterupgaards Seebach e. Sandro Hit, samt DV-hoppen med det højeste dressurindeks, Atterupgaards Dallara e. Sandro Hit.

Præstationsegenskaberne fornægter sig heller ikke hos den chokoladefukse hingst, der sluttede på en andenplads i Dansk Varmblods Blue Hors Unghestechampionat i Herning i 2017, hvor testrytter Dorothee Schneider gav hingsten 9 for rideligehed og 9,5 for kapacitet. Ved  FEI/WBFSH's verdensmesterskaber for unge dressurheste i Ermelo i år vandt Atterupgaards Botticelli og Selina Solberg Vittinghus B-finalen og høstede store roser fra dommerpanelet.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Atterupgaard har solgt halvpart af hingsten, der er kåret i Oldenburger Verband og Svensk Varmblod, til Helgstrand Dressage, som nu overtager uddannelsen af Atterupgaards Botticelli.

– Vi er utrolig glade for igen at kunne samarbejde med nogle af de bedste avlere i verden. Stutteri Atterupgaard står bag mange topheste, og vi har enormt store forventninger til Atterupsgaards Botticelli, der fremover skal danne par med vores dygtige spanske rytter, Severo Jurado Lopez, fortæller Andreas Helgstrand. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner