Arrangørerne bag European Herning

05-05-2013 12:08

Danmark er i august vært for ECCO FEI European Championship i dressur, springning og para-dressur. Det er helt unikt og første gang i historien, at tre europamesterskaber afvikles samtidig

Copyright Ridehesten.com
De tre erfarne stævnearrangører: Bo Kristoffersen, Jens Trabjerg og Kim Lundshøj.

Det er tre erfarne stævnearrangører som står bag afviklingen af ECCO FEI European Championships i Herning til august. Jens Trabjerg, Bo Kristoffersen og Kim Lundshøj danner tilsammen det stævnearrangerende selskab JBK Horse Shows, og siden midten af 90’erne har de afviklet adskillige internationale spring- og dressurstævner på dansk grund, bl.a. World Cup springning på Vilhelmsborg, CSIO-stævner i Ikast, og siden 2007 har de stået bag World Cup kvalifikationsstævnet i dressur i Odense, hvor der sideløbende har været afviklet internationale springklasser. Afviklingen af europamesterskabsstævnet sker i et datterselskab af JBK Horse Shows kaldet European Herning ApS.Jens Trabjerg er direktør for stævneselskabet. Han har en fortid som international springrytter samt landstræner og holdleder for de danske senior-, junior- og ungryttere. 
Bo Kristoffersen driver en internationale trænings- og konkurrencestald i Tyskland sammen med den svenske toprytter Rolf-Göran Bengtsson. Bo er en meget efterspurgt springtræner, og han har også en fortid som international springrytter.
Kim Lundshøj har tidligere været ansat som generalsekretær i Dansk Ride Forbund, og han er den administrative krumtap i EM-projektet.
Det er således tre erfarne stævnearrangører, som lige nu arbejder på højttryk på at gøre European Herning til et helt særligt mesterskab. Mesterskabet har dog allerede skrevet sig ind i historiebøgerne, idet det er første gang tre discipliner afvikles samtidig ved EM: dressur, springning og paradressur.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner