Apassionata i Århus Atletion

25-01-2006 00:00

Britt Carlsen

Det omrejsende show Apassionata besøgte Århus Atletion 20.-22. januar. Det blev til i alt fem forestillinger i Århus, og to uger forinden havde showet fundet sted i Forum, hvor der ligeledes var fem optrædener. Næste stop er Helsinki i næstkommende weekend, og derefter skal truppen på turne i England, hvor de skal optræde i 8 forskellige byer. Prinsesse Nathalie æresgæst Prinsesse Nathalie optrådte med sin Grand Prix dressurhest, Fantast S, ved Apassionata i både Århus og København. Det betød, at hun måtte melde afbud til barnedåb i det danske kongehus, og dermed gik hun glip af navngivningen af Danmarks kommende tronfølger. Nathalie fik et stort bifald for hendes flotte optræden, og publikum var generelt meget begejstrede og medlevende. Apassionata er både stort og flot. I alt optræder 48 heste og 85 deltagere (både mandskab og optrædende). Scenen sættes op på ny i hver by, og det inkluderer flytning og opstilling af 40 kubikmeter sand til arenæn, rejsestald og transport af enorme mængder foder og teknisk udstyr. Et sandt eventyr Apassionata er et flot og underholdende show, der henvender sig til hele familien. Mest af alt minder Apassionata om et eventyr opført på teatret. Hele forestillingen er rammet ind af en fortælling om hestens historie, anvendelse og udvikling. Historien fortælles til en lille, hesteinteresseret pige, og eventyret understøttes af myten om f.eks. Pegasus, den flyvende hest, der blev ”spillet” af en smuk lipizzaner. Det er spændende og selv for ikke-kenderen, er der masser at se på. Hestene er flotte, og rytternes kostumer ser fantastiske ud i arenæn, der ligger badet i et smukt lys og med fantastiske scenetæpper.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner