Camilla Tiefensee Schrøder
Danmark har denne weekend en enkelt ponyrytter med ved World Cup Lyon, og i dag red hun sig til en flot placering på en tiendeplads i FEI Ponies Jumping Trophy Grand Prix CWD. Anna Sofie Tørnæs og Kalypso Skovgaard klarede sig igennem den store bane med 135 cm høje forhindringer med fire fejl.
Resultatet giver syv point i FEI Ponies Jumping Trophy, hvilket betyder, at hun går fra 18 til 25 point og beholder sin tredjeplads på listen lige i hælene på svenske Ingmar Hammarstrøm med 30 point og irske Abbie Sweetnam Ireland med 29 point.
Dagens Grand Prix-springning i Lyon er den fjerde ud af fem runder i FEI Ponies Jumping Trophy, inden finalen rides i Mechelen, Belgien den 16. december. De første tre runder var i Oslo, Herning og Verona, og den næste er i Stuttgart om to uger.