Thomas Bach Jensen
Siden Eurodressages indehaver Astrid Appels, Belgien, i februar måned anvendte et billede fra Ridehesten.com til at illustrere en nyhed om det internatioanle rideforbunds stillingtagen til anvendelse af træningsmetoden rollkur, har hun modtaget skriftlige trusler og chikane fra den hollandske landstræner Sjef Janssen. Billedet, der er taget af Jytte Lemkow under OL 2004 i Athen, viser nemlig Anky van Grunsven og hesten Salinero, men er beskåret, så man ikke umiddelbart kan genkende ekvipagen. Det hollandske ægtepars vedvarende protest førte i sommer til et sagsanlæg, der skulle føre Astrid Appels i retten i september 2010. I de mellemliggende måneder har den belgiske journalist fået overvældende stor presseopmærksom og stærk opbakning i sagen angående almen pressefrihed. Både hun og Sjef Janssen er blevet interviewet på landsdækkende hollandsk tv, der dog ikke faldt ud til Sjef Janssens fordel. Anky van Grunsven og Sjef Janssen har nu tilbagetrukket deres tiltale imod Astrid Appels, Eurodressage, og sagen er dermed afsluttet uden at komme for retten.