Anke ter Beek tager nye udfordringer

21-02-2009 17:25
I 2003 tog Anke en stor beslutning ved at flytte til Danmark for at arbejde for York Stutteri. Nu, 5½ år efter, er der igen ved at ske drastiske ændringer. Anke har nemlig besluttet at studere!

"Årene på York har været uforglemmelige og hvis jeg fik chancen for at gøre det hele forfra, ville jeg ikke gøre noget anderledes. At ride på internationalt Grand Prix niveau har været en drøm som blev til virkelighed for mig. Det faktum at stutteriet og hestene desværre er sat til salg har betydet at jeg skulle tænke mig godt om hvad jeg vil i fremtiden. Efter at have overvejet forskellige muligheder, vælger jeg nu igen at udfordre mig selv. I begyndelsen af september måned starter jeg på et nyt studie i København. Udover hestene har jeg altid interesseret mig for grafisk arbejde. Det er nu tid til at gøre noget mere ved det, og jeg glæder mig!", udtaler Anke. Det betyder dog ikke at Anke helt tilsidesætter hestene. Hun vil bruge mere tid på at undervise, noget som de seneste år har været begrænset på grund af et travlt stævneskema. Det er også muligt at hun vil prøve at fortsætte med at ride en eller to heste.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner