Jeg tror, at vi alle kender den der følelse, det dér sug i maven, når vi skal til noget som vi syntes er ret spændende. Måske endda lidt angstprovokerende, men hvor det ikke ER angst. Tanken om, at vi nu overskrider  en grænse, men vil gerne, det føles okay.

Hvis man så tager dén følelse og ganger den med 100, samt den ikke går væk igen, så har vi en anden situation. Jeg vil gerne dele mine egne erfaringer omkring den situation med jer.

Jeg har haft med heste at gøre, siden jeg forstod hvad en hest var. Mit første minde om en hest, var da jeg gik ned på en fælles græsplæne i den lokale by, hvor der stod 4 ponyer tøjret i hver deres snor og græssede af. Jeg gik hen til den mindste, en shetlænder og ville nusse den. Den bed mig noget så grusomt i min overarm, så jeg græd og løb hjem.

Heldigvis udløste det ikke en angst, tværtimod. Jeg var dér bidt af en gal hest. Jeg var ca. 4 år gammel. Idag er jeg 35 år, og hele mit liv har været fyldt med heste, fra morgen til aften, ja selv i mine drømme er de der. Nonstop, altid.

Jeg har aldrig været den rytter der som ung, hovedkulds satte hesten i fri galop overalt. Jeg havde altid en form for "hvis nu" i mit baghoved. Tror langt de fleste var den der frygtløse hestepige, det var mine veninder i hvert fald!
Dog har jeg aldrig været bange-bange,  jeg har aldrig haft angst for, at jeg skulle dø lige om lidt. Jeg har været fornuftig og i 99% af tilfældene vejet  af, hvad der kunne ske ved det og det valg. Det er gået godt i mange år. Jeg har aldrig brækket noget, aldrig blevet kastet direkte ind i et spring eller et træ. Jeg har faktisk kun oplevet få voldsomme episoder på egen krop.

Så hvad skete der lige siden, jeg som 34 årig, pludselig fik hjertebanken og koldsved over kroppen, da jeg sad på min 10 årige DV? Han gjorde jo ikke noget?
Jeg havde selv gjort ham ryttervant, som var en helt udramatisk oplevelse. Han var længe om overhovedet  at få signalet til at gå frem, når jeg sad på ham.
Til gengæld havde jeg haft et mindre styrt fra en træningshest sommeren forinden. En ung araber, der pludselig løb afsted. Han blev endnu mere forskrækket over, jeg sad på ryggen af ham og vupti - jeg fløj  sidelæns af. Jeg husker, at jeg landede nogenlunde blødt - godt nok lige på mit bækken, der, i forvejen, sidder kronisk skævt, men så husker jeg panikken, da jeg opdagede min fod sad fast i tøjlen, og hesten slæber mig 3-4 meter inden foden kommer fri. Jeg satte mig op igen med det samme, som jeg altid har gjort efter en ufrivillig afsidning - men var alt fint?

Alt var fint. I lang tid. Men så kom den snigende, angsten!
Min DV dreng kunne jeg alt med - fra jorden. Der var faktisk ikke det, vi ikke kunne gøre sammen. Ligegyldigt, hvor fjollet han kunne danse rundt, denne store dreng, var jeg bare "Mehh, slap nu af basse" og var iskold indeni, komplet styr på nerverne.
Men ligeså snart jeg satte mig op, skulle han nærmest bare overveje at gøre noget andet end han blev bedt om, så hoppede jeg af!
Mit hjerte var ved at hoppe ud af brystkassen, mine tanker udspillede de værste skrækscenarier på et splitsekund! Og hvad gjorde hesten? Ingenting?! 
Jeg var tabt. Jeg kunne simpelthen ikke få det til at passe. "Mig der aldrig var bange, mig der gerne red jagt på en 4 års i sidepull uden bekymring?" 

Jeg holdte det for mig selv
Jeg holdt det for mig selv i nogle måneder. Det var jo "pinligt" at jeg var bange for at skridte på min egen hest, der iøvrigt aldrig havde gjort noget med en rytter på ryggen. Jeg forsøgte at starte helt forfra - skridte på den lukkede bane, skridte ned på vejen, først 100 meter og så hjem i sikkerhed. Sådan fortsatte det i lang tid.Der skete ikke noget. Men angsten slap ikke. Jeg var sikker på at lige om lidt, ville hesten eksplodere som araberen og det værst tænkelige ville ske!

Tankerne, dem prøvede jeg at ændre, jeg prøvede at visualisere positive ting, trække vejret helt ned i maven. Alle disse ting vi godt ved er gode at gøre i pressede situationer. Vi fik da også nogle ok ture ind imellem, hvor jeg faktisk blev siddende i længere tid ad gangen. Men jeg hoppede altid af, på et eller andet tidspunkt.
Hvad var det lige der skete? Hvorfor kunne jeg dog ikke styre det her?
Bare tanken om at skulle ud at ride på ham senere på dagen, kunne sætte hele min krop igang. Det gav mig faktisk kvalme.

Han valgte mig fra
Alt imens, begyndte denne hest at vælge mig fra. Når jeg ville hente ham på folden, gik han væk fra mig. Stille og rolige skridt væk fra mig. En hest, der ellers altid kom mig i møde, ofte i fuld galop ved lyden af mit fløjt! Det ved jeg jo, er et tydeligt tegn på "noget" ikke var som det skulle være. Hesten var motiveret af noget andet, end mit selskab og det jeg bød den. Denne hest prøvede at fortælle mig, vi ikke passede sammen mere - ikke som ridende ekvipage Jeg var lidt tid om at indse det.

Der gik 1½ år, og jeg turde stadig kun skridte (hesten var ikke tilredet da jeg fik ham foræret, sund og rask, haft et dejligt liv, men bare aldrig tilredet) og jeg hoppede stadig af på hver tur ud. 
Jeg blev i mellemtiden år og med den alder er kommet den der åbenbaring, "vi er her ikke for evigt" og jeg ville ærligt, ikke spilde mere af min tid på at være bange og have en knude i maven på vej i stalden. Jeg fik sat ord på, hvad jeg følte, hvad jeg inderst inde ville, og hvad jeg savnede. Jeg savnede at ride, og jeg savnede at være glad og tryg ved dette. Være gode gamle Jeanette, der bare "red ud i det blå"!

En ny hest
Beslutningen blev taget - hesten skulle væk, og jeg skulle have en ny. En ny hest, der var redet og som var vant til at være på tur. Men også en hest, der vidste hvad de forskellige signaler betød (især stop). Den beslutning føltes rigtig god. Men samtidig kom den der, hvad nu hvis jeg også er bange på den nye hest?
Der var ikke andet for end at prøve af. Jeg aftalte med en veninde på Fyn, der har et adfærdscenter, at vi kunne bytte min hest for en hest hun havde inde, HVIS jeg var tryg på den. 
Jeg sadlede denne hest op, så den blive redet lidt, havde det fint i maven og satte mig så op. Med komplet ro i maven!
Selv da den kiggede lidt skeptisk på porten i ridehuset, var jeg rolig og guidede den bare videre. Ligesom i gamle dage. Jeg bad om, vi gik en tur udenfor, og der sad jeg så. På en komplet fremmed hest og var tryg? Jeg red ud i det blå og smilede over hele femøren!
Der var hun jo, gode gamle Jeanette!

Beslutningen var taget igen, der skulle byttes og det er så her vi er nu. Min gamle hest blev hentet i lørdags, min nye kommer på fredag, og jeg har det GODT i maven. Det var det rette at gøre, både for hesten, der var klar til at komme videre i livet som ridehest, men manglede en stabil og modig guide fra ryggen og for mig, der manglede en hest med den rette kemi. Kemien manglede nemlig på min DV. 

Vi har alle heste, vi har en bedre kemi med end andre. DV'en fik jeg foræret - med frie tøjler til,  hvad jeg ville gøre med ham. Jeg gav det et skud og gjorde ham ryttervant, men endte så med angst på ryggen af ham. Havde han været en af de heste man bare har "den der" kemi med, havde jeg gjort mere for måske at overvinde min angst for ham. Måske noget hypnose, rytter coaching, sendt hesten i træning, you name it. Mulighederne var der nok af. Men jeg havde ikke lyst. Jeg havde ikke lyst til at slås mere, og jeg havde ikke lyst til at kæmpe for en hest, jeg inderst inde ikke havde den der dybe kemi med.

Livet er for kort til at være trist og bange.
Angst er en underlig størrelse. Den kommer i alle former og afskygninger og føles ofte meget forskellig fra person til person. Nogle udvikler angst bare ved tanken om at stå i boksen hos en hest, rense dens hove, springe og så videre. Vi oplever det alle forskelligt ud fra de omstændigheder i vores liv, der byder os noget, vi ikke kan styre eller rumme. Det vigtige er bare, at vi ikke er bange for at tale om det!

Vi bliver nødt til at bryde det tabu, der ligger omkring angst, det er OKEY at blive bange. Det er OKEY at kaste håndklædet i ringen. Men det er sandelig også OKEY at kæmpe for at overvinde det! Kæmpe for at blive tryg ved ens hest. Man skal bare huske sig selv i processen og ikke beholde en hest, fordi omverdenen forventer det af en. Hvis man er gladere og tryg ved en anden hest, så er det okey!

Hvis min angst var gået med på den nye hest, ville jeg stå i en proces med at få tacklet min angst. Så havde jeg søgt professionel hjælp, den ene eller den anden vej. Jeg er bare så heldig, at min angst var kodet til dén ene hest, og jeg glæder mig nu til at modtage min nye hest på fredag og min mave har det GODT! Fuld af glæde og spænding, på den gode måde, som først beskrevet i dette indlæg.

Angst er ikke for sjov, angst smitter ikke og angst er ikke skammeligt. Tal om det, søg guidning og hjælp hos veninder, familie, staldkammerater, underviseren osv. Og tag ikke et "nu er du bare fjollet, tag dig sammen" for gode varer!

Jeanette