Indtil nu, er det kun de færreste i min familie og omgangskreds, der ved at jeg i de sidste par år har lidt/lider af angst. Når jeg skriver dette indlæg, er det fordi jeg gerne vil åbne op om emnet ud fra mine egne erfaringer, da jeg ved at der er andre hestefolk, og folk generelt, der lever med, og lider af angst. Jeg kender en del som har svært ved at snakke om det, fordi de ikke føler, at folk forstår dem eller fordi andre ser ned på dem, og de føler, at der er noget galt med dem. Jeg har selv været der, så tro mig jeg kender til følelsen.

Jeg er normalt ikke typen, der er god til at snakke om sårbare perioder i mit liv, ikke fordi folk ikke må vide det, men fordi jeg helst bare vil glemme det og ikke ulejlige eller bekymre andre med mine problemer. Det har så vist sig at være det værste jeg kunne gøre. Jeg gik med mine følelser alene i lang tid, fordi jeg var flov og bange for andres meninger, ja selv min families, men til sidst tog det overhånd. Det gik så meget ud over mit hverdagsliv, at jeg ikke engang kunne passe min hest, som jeg ville, og jeg fik heller ikke den søvn jeg havde behov for. Jeg vidste, at jeg ikke ville leve resten af mit liv sådan, så derfor valgte jeg at søge professionel hjælp.

Gennem mine barndomsår og tidlige teenageliv, har jeg haft et destruktivt forhold til et af mine nærmeste familiemedlemmer, der var præget af en del voldsomme episoder, som har sat dybe spor i mit liv senere hen. Men det er ikke selve de her voldsomme oplevelser jeg vil fokuserer på her. Det er de følelser der opstod efter ”faren” var drevet over. Det startede ud med at være voldsomme mareridt om de ting jeg havde oplevet, men det udviklede sig til, at jeg ikke turde gå i stalden alene, og sommetider kunne jeg ikke engang være på mit eget værelse. Ja det lyder måske skørt, men sådan var det. Jeg prøvede at ignorere det i starten og sagde til mig selv, at det var noget pjat, og at der ikke ville ske noget, men mine irrationelle følelser tog styringen. Nogle af de værste oplevelser jeg har haft var i stalden, og fordi jeg har oplevet en mild grad for stalking, var det svært at slippe tanken om, at der ikke var nogen der ville gøre mig ondt. Næsten hver gang jeg var alene i stalden eller andre steder, især i de mørke timer, føltes det som om jeg blev kvalt af mit eget hjerte, min krop skreg efter at komme væk, og det endte med at jeg måtte have min mor eller min hund med hver gang jeg vidste, at der ikke var andre. Nogle gange kom angsten allerede før jeg gik hjemmefra og jeg måtte tvinge mig selv afsted.

Da jeg startede i terapi, var jeg først flov over mine følelser, men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke hjalp mig at være flov, hvis jeg skulle lykkes med det her. Jeg har altid været målbevist og da jeg først åbnede op og fik de rigtige redskaber til at arbejde på min forbindelse mellem krop og sind, begyndte det langsomt at blive bedre. De redskaber jeg har fået, har hjulpet mig rigtig meget, men jeg ved også, at hvis jeg presser mig selv for meget har det den modsatte effekt. Jeg lærte på den hårde måde, at man må sætte sig små delmål, og man må kravle før man kan gå, selvom jeg ironisk nok lærte at gå før jeg kunne kravle :-D

Angsten vil nok altid være en del af mig, men nu ved jeg hvad jeg skal gøre for at håndtere og nedtone angsten.

Jeg tror det vigtigste redskab jeg lærte, var det her med at træne ens jordforbindelse, forstået på den måde, at man med sin krop mærker sine omgivelser og bruger dybe vejrtrækninger, når man kan mærke, at angsten kommer snigende. Især det her med at stille sig på en græsplæne eller på et ujævnt underlag, hvor man får mulighed for at mærke efter, var noget der hjalp for mig rigtig meget. I forhold til det med mareridt, så lærte jeg, at jeg skulle forsøge at tænke på, at det var drømme og ikke virkelighed. I stedet for på den ene eller anden måde, at flygte fra det jeg var bange for, skulle jeg gå det i møde, for det var jo kun i drømmen der kunne ske noget.

Selvom det stadigvæk kan være svært, og der er altid perioder der er bedre end andre, så er jeg sikker på, at jeg en dag vil finde så megen ro, at jeg ikke bliver fysisk påvirket af angsten. Det der var altafgørende for mig var, at jeg kunne snakke med en person, der ikke var min familie, for der er ting, som jeg ikke på den måde er klar til at dele med andre. Jeg tror især det var denne her følelse af, at jeg var mærkelig, forkert, en freak, der gjorde, at det var svært at åbne op. Men jeg lærte, at det var en hel ”naturlig” reaktion på de ting som jeg har været igennem, jeg måtte acceptere det, der var sket, for jeg kunne alligevel ikke lave om på noget. Det vil jeg gerne give videre til andre, altså det her med, at man ikke skal føle sig forkert, fordi man ikke lige passer ind i samfundets standarder for normal og unormal, og fordi man aldrig skal være flov over sin angst.  Jeg fik at vide, at jeg kunne gøre to ting; jeg kunne enten blive hængende i fortiden og acceptere, at sådan var det eller jeg kunne vælge at sige, det er sket, det noget lort, men jeg må acceptere det og finde en balance hvor jeg selv vælger hvad der styrer mig og min krop, - til en vis grad altså. Jeg skriver det her indlæg, fordi jeg ved, at der er en del der f.eks. lever med rideangst osv. Jeg håber at kunne være med til at sætte fokus på, at det er okay at stå ved hvem man er, og ikke være bange for konstant at blive målt og vejet af andres meninger og holdninger.

Jeg håber I vil tage godt imod dette indlæg, da jeg har vist en meget personlig side af mig selv ved at dele det.

Knus Rebecca