Thomas Bach Jensen
I december måned kunne Travet.dk meddele, at ifølge Dansk Hestevæddeløb toppede Niels Jørgen Jensen, Stutteri Shadow, som mest succesfulde avler, hvis opdræt i 2023 indtjente 1.321.200,- kr. Det var for den nordjyske avler en dejlig nyhed at kunne afslutte året på, men desværre fik det en helt anden afslutning.
Lille juleaftens dag ville Niels Jørgen hente hingsten Explosive Matter ind fra folden. Det var en særdeles attraktiv, amerikanskfødt hingst, som han netop havde importeret fra Broline Stutteri i Sverige to uger forinden for at kunne udbyde den til danske avlere. Niels Jørgen havde valgt at gå samme vej som svenske Broline ved at sænke bedækningspriserne med 20% for at imødekomme opdrætterne i en økonomisk hård tid, og han havde allerede i december modtaget mange bestillinger på Explosive Matter.
Med ét ændredes Niels Jørgens og hans families jul sig, for da han gik ind på folden den 23. december – som sædvanligt med godbidder – for at hente hingsten ind, gik den til angreb på ham og bed sig fast i venstre arm. Trods gentagne angreb lykkedes det ham at komme i sikkerhed under hegnet. Ilde tilredt blev han indlagt på Hjørring Sygehus, hvor han er blevet opereret og først efter nytår er blevet udskrevet .
– Jeg var faktisk sikker på, at jeg ikke slap levende fra det, så jeg har været meget påvirket af hændelsen, fortæller Niels Jørgen, der dog kan glæde sig over, at han formentlig slipper fra oplevelsen med en skamferet arm og forhåbentligt ikke særlige fysiske men.
Oven i den smertefulde og traumatiske oplevelse har det været hårdt at se fagmediernes artikler gengivet på de sociale medier, hvor kommentarsporene har budt på modbydelige bemærkninger om, at angrebet måtte være selvforskyldt.
Det ærgrer Niels Jørgen, at de danske opdrættere ikke får glæde af Explosive Matter i avlen, men de har ikke længere mod til at håndtere den hos Stutteri Shadow. Derimod arbejder på en anden løsning for hingsten.
I magasinet Ridehestens december-nummer bragte vi en artikel om Niels Jørgen Jensens kone, dyrlæge Lene Larsen, der er succesfuld springhesteavler.