Annika Knudsen Lorentsen
37 ekvipager mødtes i dag i den 4-stjernede Grand Prix i Poznan Wola i Polen, hvor der skulle rides om sejren på en 160 cm høj bane.
Andreas Schou har de seneste måneder vist, at han er topform med det ene topresultat efter det andet i sadlen på flere af sine heste. Særligt den 11-årige Independent (swb) e. Diament de Revel har været i rivende udvikling. I sidste uge i forbindelse med det 5-stjernede stævne i polske Sopot sikrede Andreas sig sejren i sin første 5-stjernede 160 cm Grand Prix netop i sadlen på Independent.
Topformen fortsatte igen i dag, da de red sig til en flot andenplads i Grand Prix-klassen i Poznan Wola efter fejlfrie runder i både hovedrunde og omspringning, og blot 0,49 sekunder adskilte dem fra dagens vinder, italienske Emanuele Gaudiano.
I videoen nedenfor kan I se Andreas og Independents runde i omspringningen.