Andreas og Napoli er klar til at præstere

05-08-2024 09:22

Efter flere dages venten er det endelig blevet tid til, at Andreas Schou og Napoli vh Nederassenthof skal i ilden ved OL i Paris. I går havde ekvipagen mulighed for at springe på det flotte stadium, og dermed er de klar til dagens konkurrence

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou og Napoli sammen med hestepasser Hanna Carlsson samt hans bror Christian Schou. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Andreas Schou og den 13-årige BWP-vallak Napoli vh Nederassenthof e. President/Quasimodo Z har i snart en uge opholdt sig i Versailles, selvom de først skal i aktion i dag. De skulle nemlig allerede til vettjek i onsdags sammen med de heste, som skulle deltage i holdkonkurrencen, og derfor har det danske spring-team haft adskillige dage til at forberede sig på i dag, hvor ekvipagen skal deltage i den individuelle konkurrence.

Andreas, der pt. ligger nr. 129 på verdensranglisten, er ikke OL-debutant, for han repræsenterede også Danmark ved OL 2021 i Tokyo, hvor han blev nr. 47 med hesten Darc de Lux. Denne gang er det Napoli vh Nederassenthof, som Andreas skal prøve at kvalificere sig til morgendagens finale med.

For at få adgang til OL-finalen i morgen kræver det, at ekvipagen bliver blandt de 30 bedste, og  derfor et godt resultat nødvendigt, da hele 74 ekvipager er til start i dag.

Andreas og Napoli havde både i onsdags og i går mulighed for at springe på den store bane med Château de Versailles i baggrunden. Her så vallakken særdeles klar og velspringende ud, så det bliver spændende at se, hvad udfaldet bliver, når den danske ekvipage rider på banen som start nummer 20 i klassen, der starter klokken 14.00.

Fakta
Tidsplan springning
  • Mandag den 5. august 2024 kl. 14.00-18.00 - Kvalifikation individuel konkurrence. Sendes på TV 2 Sport X og HBO Max
  • Tirsdag den 6. august 2024 kl. 10.00-12.30 - Individuel finale. Sendes på TV 2 og HBO Max

Kommentatorer

TV 2: Konstantin Deeken Künnemann
HBO Max: Pia Refslund Elbo og Rikke Justesen

Copyright Ridehesten.com
Landstræner Bo K. Møller. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Der er jo ingen tvivl om, at det er de sværeste baner, vi har set siden finalen til VM. Det er klart, at det var svært i torsdagens kvalifikation til holdkonkurrencen, men i fredagens finale var det virkelig svært. Det er de bedste ryttere og heste i hele verden, så derfor skal det jo også være så højt for at få dem skilt ad, fortæller landstræner Bo K. Møller.

Der er ikke noget, der har overrasket os. Det har været vigtigt for os at gå og se de afstande, som banebyggerne hernede bygger. Vi har kunnet sammenligne med nogle af de heste, som har lidt samme galop som Napoli, og se, hvad de gør. Så på den måde har det været virkelig gavnligt for os at både gå banerne i holdkonkurrencen og efterfølgende se rytterne ride dem, slutter Bo.

Se startlisten her hvor resultat også kan følges.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner