LIVE: UVM i dressur
15:41 Tre danske 6-års heste direkte videre til finalen i UVM!
15:40 To DV-heste overgik UVM-vinderen fra sidste år i 6-års kval.!
14:31 Anne Troensegaard og Slangerupgaards Saffron topper Anders Hoeck og Brandtbjergs Divyas præstation op med ny føring til Danmark!
14:08 Anders Hoeck og Brandtbjergs Divya overhaler regerende verdensmester i 6-års kvalifikation ved UVM!
Annika Knudsen Lorentsen
A Coruña i Spanien danner rammen om EM i springning for seniorryttere, og det er nærmere bestemt hos Casas Novas Equestrian Center, at mesterskabet afholdes. Konkurrencen begynder i dag, og vi vil nedenfor løbende opdatere om dagens resultater, ligesom vi selvfølgelig vil lave en opsamling, når dagen er omme.
Dagens konkurrence tæller både til hold og den individuelle konkurrence og rides efter metode C. Det betyder, at de fejl rytterne får på banen omregnes til tid, og i sidste ende er vinderen af dagens konkurrence, den rytter med den hurtigste tid. De øvrige rytteres resultat udregnes ud fra den difference de har i tid til vinderen. Antallet af sekunder, som rytterne er langsommere end vinderen gangen med 0,5, og så har man det antal fejl, som rytterne tager med videre til de kommende konkurrencer. Det betyder, at hvis en rytter f.eks. er 8 sekunder langsommere end vinderen, når eventuelle fejl er omregnet til sekunder, så vil den rytter få 4 fejl med videre til torsdag.
Det danske landshold, der er til start i A Coruña består af Andreas Schou med Napoli vh Nederassenthof e. President/Quasimodo Z, Caroline Rehoff Pedersen med Golden Eye e. Goldfever/Stakkato Gold, Søren Møller Rohde med Grace Ask e. Darco derevel/Contender og Zascha Nygaard Lill med Charino PS e. Chacco-Blue/Norrit Larino.
Løbende opdatering gennem dagen:
18:58
En samlet opdatering på dagens konkurrence følger senere i aften, hvor vi dykker ned i danskernes præstationer, såvel som holdresultaterne.
18:52
Sidste dansker har været på banen. Andreas Schou med Napoli vh Nederassenthof e. President/Quasimodo Z leverede et hurtigt ridt, men desværre faldt en bom på spring nr. 11, hvilket betød, at ekvipagen fik tillagt 4 sekunder til deres tid, som ellers var den hurtigste blandt danskerne. Det betyder, at Caroline Rehoff Pedersen ender som bedste dansker i dag.
18:22
Der er kommet en ny fører af klassen. Det er irske Daniel Coyle, som har redet i tiden 73,93. Bedste dansker indtil videre, Caroline Rehoff Pedersen red i tiden 79,97, hvilket i skrivende stund svarer til 3,02 fejl
17:36
Så har den tredje danske rytter været på banen, og leveret en god præstation. Søren Møller Rohde med Grace Ask e. Darco/Contender leverede en runde med et enkelt nedslag på 13B, samme spring, som også Zascha desværre havde fejl på, men gode runder fra alle tre danskere. Nu mangler kun Andreas Schou fra det danske hold.
16.43:
Ci Ci Senjor Ask-afkommet Cicci BJN e. Ci Ci Senjor Ask/Tornesch har netop leveret en fejlfri runde med sin svenske rytter Wilma Hellström. Ekvipagen har i skrivende stund 1,88 fejl.
16.37:
Caroline Rehoff Pedersen med Golden Eye e. Goldfever/Stakkato Gold har netop været på banen i sin seniormesterskabsdebut, og hvilken debut. Med sikker stil leverede den 24-årige dansker en fejlfri runde i en tid, som er ganske god. Foreløbigt er hun placeret med 1,77 fejl på en foreløbig 10. plads regnet ud fra den der pt. fører klassen.
15.38
Første dansker har nu været på banen, og det var Zascha Nygaard Lill med Charino PS e. Chacco-Blue/Norrit Larino. Ekvipagen leverede en rigtig flot præstation og så overlegne ud på det meste af banen. Desværre sneg der sig et lille nedslag ind i dobbeltspringet sidst på banen. Zascha er foreløbigt placeret som nr. 12 med det der svarer til 4,6 fejl efter den førende rytter, som i skrivende stund er portugisiske Rodrigo Giesteira Almeida.
15.03
Første rytter på banen, portugisiske Rodrigo Giesteira Almeida leverede en fejlfri og flot start, og beviste, at banen kan forceres uden fejl, og det indikerer, at det i den grad kommer til at handle om tiden i dag.
15.00
Banen byder på 14 forhindringer, og byder på en variation af kombinationer, vandgrav, mur mm.
14.00
Konkurrencen start om præcis en time, hvor den første rytter rider på banen i det spanske.